Le Shah - Ryszard Kapuściński

• Fransk
• 29.-30. august
• 251 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en dejlig Kapuściński - nu er det vist snart ved at være slut. Til gengæld var denne en af de absolut mere specielle og fantastiske, han har skrevet.

Han ankommer til Teheran i foråret 1979, hvor revolutionen er i fuld gang. Shahen er rejst i eksil, og Ayatollah Khomeini har overtaget magten. Kapuściński sidder i sit hotelværelse, og er ret afskåret fra verden, da det nye styre har forbudt al radio og TV på andet end farsi. Han sidder omgivet af billeder og notater, der fortæller shahens historie.

Bogen er opdelt i tre afsnit samt en indledning. Indledningen er skrevet af oversætteren, der på forfatterens opfordring har genoversat en del af hans værker direkte fra polsk og ikke som tidligere fra allerede oversatte engelske tekster. Det giver en anden indsigt i mandens syn på vigtigheden af hans journalistiske arbejde.

Dernæst følger en kort introduktion til klimaet i byen, som jo netop er ret anstrengt i de dage. Og så hovedparten af bogen, der er opdelt efter fotos eller notater med et nummer. Foto nummer 1 - af shahen som barn, og dernæst historien om den tidsperiode. Foto nummer 2, 3 osv. Disse historier er jo selvsagt ikke oplevede af Kapuściński, men er krydret med anekdoter fra folk, der levede på den tid eller blot historiske fakta fra medierne.

Notaterne er interviews eller historier fra folk, der levede under shahens regime eller var en del af revolutionen. Der er passager, som er så hårrejsende ironiske og tragikomiske, at man ikke ved, hvad man skal tænke. Uhyrligheder om den store revolution, som shahen ville gennemføre efter oliekrisen i 1970'erne, hvor landet pludselig blev overmåde rigt, da oliepriserne firedoblede - eller rettere shahens personlige formue. Men han investerede i alverdens moderne udstyr - militært udstyr, kampvogne, fabrikker etc. - uden at tænke på, at der ikke var havne, hvor skibene kunne sejle ind - eller ingeniører til at betjene det hele. Eller elektricitet til at drive fabrikkerne. Primært fordi hans viden var baseret på rapporter, hvor man ikke turde fortælle shahen virkeligheden om landets arkaiske tilstand.

Jeg var barn, da denne revolution fandt sted, og husker ikke meget mere end det forfærdelige i, at han måtte forlade sit land - men ikke noget om det terrorregime, han stod bag - ikke som den eneste i verdenshistorien selvfølgelig; men et historisk kapitel jeg ikke har interesseret mig meget for.

Det sidste afsnit er mere filosofisk om årsager og mekanismer i revolutionen i Iran men også generelt; og det er på højde med Machiavellis teorier - blot nogle århundreder senere og i en anden verden med en anden religion, som selvfølgelig spiller ind.

Jeg ved ikke, hvor Kapuściński selv stod politisk - han var medlem af partiet, som enhver god polak i de år. Han er også blevet beskyldt for at have arbejdet for det hemmelige polske politi - men samtidig er filmatiseringen af en hans bøger blevet stoppet af den polske censur. Han er klar opponent mod shahens regime; men samtidig også skeptisk overfor revolutionen - jeg mistænker ham for at have ændret holdning senere i sit liv; som vel så mange gjorde det, da muren faldt.

Men især det sidste mere teoretiske afsnit minder i al sin poesi om lærdomme fra det Arabiske Forår for ikke så lang tid siden, ligesom det er en absolut generisk fortælling om revolutionens mekanismer verden over. Det er de samme ting, der får tingene til at koge over - og kogepunktet er ikke forudsigeligt. Det var virkelig en interessant bog - en af hans allerbedste og stadig absolut aktuel næsten 40 år senere.

Another Day of Life - Ryszard Kapuściński

• Engelsk
• 22. august
• 159 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Kapuscinski er en af mine helt store helte indenfor rejsebeskrivelser; men han døde desværre i 2007, og mange af hans rejsebøger var da for længst udgivet. Jeg havde læst fire af dem, og troede, at det måtte blive ved det - men under læsningen af Therouxs bog om blandt andet hans rejse ind i Angola, refererede han til en bog af netop Kapuscinski. Derfor opdagede jeg til min store glæde, at der var endnu et par stykker - deraf en posthum udgivelse. De blev alle tre straks bestilt!

Another Day of Life handler nemlig om borgerkrigen i Angola, hvortil Kapuscinski ankommer i september 1975, da landet ellers er ved at blive tømt for udlændinge. Dette skete selvfølgelig som følge af revolutionen i Portugal i 1974, og dermed gik Angola imod frihed som et af de senere lande på kontinentet efter bølgen af løsrivelser i starten af 1960'erne.

Kapuscinski lever i landet i flere måneder; først i Luanda, hvor han er vidne til den hvide kolonimagts afrejse, og her er det jo interessant at se, at det ikke var en hvid velstående elite. Angola blev også benyttet som udskibningsdestination for kriminelle - eller blot for fattige arbejdere, der naivt håbede på en højere social status i det "mørke Afrika"- og så var der endelig en portugisisk hær på 70.000 mand. Det foregik derfor kaotisk, og meget gik tabt undervejs. Samtidig var byen jo lammet, da alle ressourcer som skraldemænd, brandmænd men også slagtere, bagere osv. ganske enkelt forsvandt fra den ene dag til den anden.

Men han rejser også mod fronten og tager læseren igennem nogle hårrejsende situationer og beskrivelser af denne guerillakrig, som bestod af et utal af partisangrupper baseret på religion, stammeforhold etc. Han slutter sin bog med en ABC, som giver læseren et glimrende indblik i landets historie - men meget skræmmende er det jo, at den krig først stoppede årtier efter hans afrejse i 1975 - og det bevirkede, at stort set alt dyreliv forsvandt fra landet, som Theroux beskriver så mange år senere. Da Kapuscinski var der, var processen knap begyndt og den skulle ende med at koste mange menneskeliv.

Kapuscinski er flere gange blevet anklaget for at snyde med sine historiske detaljer, og pynte på sandheden. Han var rejsereporter - og han skrev en god historie; så god, at han blev valgt til det 20. århundredes bedste rejsereporter. Muligvis - som jeg har skrevet om tidligere - er der så pyntet lidt her og der; men jeg tror ikke, at det er pure opspind ... og det er ganske enkelt enestående læsning. Og en vigtig historie for eftertiden.

Le Négus - Ryszard Kapuscinski

• Fransk
• 5.-6. marts
• 251 sider
• Dansk titel: Kejseren

Jeg var oprindeligt ikke specielt tiltalt af Kapuscinskis bog om den sidste kejser af Etiopien - ikke i nær samme grad som hans andre rejseskildringer har betaget mig. Men netop denne bog om Haile Selassie er nævnt som kilde til Vergheses roman, som foregår i Addis Ababa. Så der var ikke andet at gøre end at finde den - selvom den er fra 1984, og derfor ikke længere står på alle hylder. Det lykkedes at finde det ene eksemplar, de havde, efter en halv times arkæologisk søgning i reolerne.

Bogen indledes med et temmelig langt forord, men som ikke er uinteressant, da det er skrevet efter Kapuscinskis død, hvor han er blevet anklaget for at pynte på sine historier, at opdigte møder og/eller personer. Selv synes jeg grænsen er hårfin - er dette journalistik eller litteratur? Forordet nævner, at Kapuscinski benytter to notesbøger, når han rejser - én til sine journalistiske artikler, der skal sendes hjem via pressebureauet og én til sine observationer til brug for rejsebøgerne.

Hans rejseskildringer er fænomenale; selvom de muligvis har fået et lag sminke, så er de for mig stadig troværdige! De personer han skildrer findes givetvis der, hvor han siger. Situationerne findes. Jeg er overbevist om, at alle rejsebogsforfattere fristes af den fælde - de rejser alene og anser sig selv for ret modige; fristelsen er uden tvivl stor!

Denne bog er lidt anderledes idet den mest består af monologer. Kapuscinski rejste til Addis Ababa i 1975, hvor kejser Haile Selassie netop var blevet afsat nogle måneder tidligere. Han forsøger at finde personer, der har arbejdet i det kejserlige palads for at få deres førstehåndsbeskrivelser af, hvad der egentlig foregik.

Det er til tider skræmmende læsning. Man ved selvfølgelig, at en enevældig autokrat bestemmer, hvordan der skal tænkes og tales i hans nærhed. I visse diktatorers tilfælde i hele landet. Men i Etiopien betragtede man kejseren som en gud i ordets bogstaveligste forstand. Han var hævet over alle andre mennesker, og havde jo selv bekendtgjort, at han nedstammede fra Kejser Salomon og Dronningen af Saba. Det er lidt af en fødselsattest!

Samtlige af de ansatte Kapuscinski taler med, er totalt underlagt denne beundring. De forsvarer enhver af hans handlinger; en undersåt går så langt som til flovt at fortælle om den dag, hans halvvoksne søn pludselig ændrede adfærd - fordi han var begyndt at tænke. Det er usundt. Det er ødelæggende for kejserriget, som jo har den allerbedste fader til at se efter dem. Kun kejseren kan vide, hvad der er det bedste for landet og derfor skal alle hand undersåtter så vidt muligt gøre alt for at behage ham og lette hans tunge gerning på jorden. Jeg er ikke sikker på, at Ceaucescus eller Maos stab havde samme næsegruse beundring for deres leder. Her er der nemlig aldrig tale om frygt - men om oprigtig kærlighed.... og hjernevask!

Samtalerne giver et indblik i, hvordan man skal regere et land i bedste autokrate stil - men også en lektion i, hvor langt man kan drive mennesker og manipulere dem, så de selv efter kejserens fald ikke kan se blåren i øjnene.

Indimellem monologerne supplerer Kapuscinski med hans egne observationer om historien og hans opfattelse af de mennesker, der fortæller den, og han fylder de historiske huller ud med data.

Personerne er anonyme - det er et følsomt tidspunk så kort tid efter kuppet. Er det så et tegn på, at det er opdigtet? Det tror jeg ikke, for informationerne kunne han næppe have fået ad anden vej.

Det er et temmeligt enestående indblik i hverdagen i absolut ikke sædvanligt land med en absolut usædvanlig kejser, som selv i Vesten havde en særstatus som manden, der slog Mussolinis tropper tilbage. Det var også manden, der sørgede for, at Etiopien som det eneste afrikanske land aldrig har været en koloni - og selvfølgelig manden med det fulde navn Ras Tafari Makonnen. Med andre ord en rastafari og den direkte reinkarnation af Jesus ifølge den kult, der opstod omkring ham i Jamaica.

Il n'y aura pas de paradis - Ryszard Kapuściński

• Fransk
• 10.-12. september
• 308 sider
• Dansk titel: Fodboldkrigen

Jeg er vist ved at være igennem Kapuścińskis forfatterskab, hvis jeg ikke skal læse hans beskrivelse af shahen af Irans fald - og det interesserer mig vist mindre. Men så kan jeg genlæse Ibenholt, som af de tre, jeg nu har læst inden for nogle få måneder, er den absolut mest gribende.

Når jeg ser tilbage på de tre bøger, er der en tydelig forskel på dem. Ibenholt er den mest poetiske, og den mest afslørende i forhold til hans kærlighed til Afrika; Mine rejser med Herodot er den mest filosofiske, hvor han i stor udstrækning beskæftiger sig med begrebet 'at rejse' - og Fodboldkrigen, som på fransk senere er omdøbt til 'Der bliver ikke noget Paradis' er den mest politiske og faktuelle.

Jeg er stadig meget begejstret for Kapuściński, men hvis jeg var startet med denne og ikke én af de to andre, var jeg måske aldrig kommet videre. Den sidste del af bogen afslører mere af hans poetiske tilgang til journalistikken, mens de tidligere kapitler er meget faktuelle. De er for en dels vedkommende direkte kopier af de depecher, han sendte hjem til det polske pressebureau fra alverdens brændpunkter i starten af 1960'erne. Da var han selv knap 30 år, og kæmpede professionelt for sin plads primært ved at tage uortodokse metoder i brug, som sikrede, at han var der før journalisterne fra de store bureauer med flere midler.

Stadig er det en imponerende viden han har om verden - ikke kun politisk, men som human observatør, der når han rejser, gør det med alle sanser. Han formår at formidle det ofte komplicerede politiske billede i lande og tider fjernt fra os, så det virker indlysende - indlysende skrækkeligt ofte; men forståeligt! Starten af 1960'erne var især blodig på det afrikanske kontinent, men også i Sydamerika - og jeg var ikke født. At læse historierne med Kapuścińskis ord og øjne er en nyopdagelse af historien for mig.

Han kommer bredere omkring end i de to foregående bøger, der primært foregår i Afrika og Mellemøsten - der er historier fra Sydamerika om krigen mellem El Salvador og Honduras, som udbrød efter et par nederlag i fodboldkampe - deraf den oprindelige titel; men også den tyrkiske invasion af Cypern, som stadig er en uløst europæisk konflikt. Der var flere geografiske spring, men bestemt også mere oplysende information i modsætning til den subjektive. Dog foretrækker jeg stadig hans egne beskrivelser af folk og fæ på hans vej igennem verden.

Jeg var faktisk helt trist, da jeg lukkede bogen. Jeg var lige henne og bladre lidt i Ibenholt, og trøstede mig med, at den kan og skal genlæses. Samtidig er der muligvis flere bøger at finde af ham...

Mes voyages avec Hérodote - Ryszard Kapuściński

• Fransk
• 28.-29. august
• 340 sider
• Dansk titel: Mine rejser med Herodot

Da jeg læste Ibenholt af Kapuscinski i maj måned, slog den totalt benene væk under mig, var jeg samtidig klar over, at jeg skulle have fat i andre af hans bøger. Jeg har senere læst en del kritik af Kapuscinski som person; både som jeg kom ind på i anmeldelsen af Ibenholt, at han skulle have været kommunistisk spion - men også, at visse af hans rejsebeskrivelser skulle være opdigtede. Begge ting er jo umådeligt svære at bevise, når manden er død - og vel også lidt for let at komme med efterfølgende. Især da manden i sin levetid var anerkendt som en af verdens bedste rejsehistorikere - eller hvordan man skal kategorisere ham.

Rejsehistoriker ville han måske selv have kunnet lide; for denne bog handler blandt andet om hans passion for Herodot, der af Cicero blev betegnet som historiens fader. Kapuscinski får bogen foræret, da han som ung uerfaren reporter bliver sendt på sin første udlandsrejse til Indien. Bogen følger ham i årevis - som læsestof og som inspiration til, hvordan historie, steder og mennesker skal skrives, beskrives og opleves.

Hans første rejse udenfor Polen er en rørende historie; hvor det ikke handlede om, hvor man kom hen - han ville ganske enkelt bare prøve at krydse en grænse. Et temmeligt utopisk projekt i 1950'ernes kommunistiske Polen, men som ikke desto mindre lykkes for ham. Men måske en almindelig reaktion for en person, som virkelig elsker at rejse - ikke dem, som tager på charterferier med dansk leverpostej i kufferten. Eller dem, som ikke tør rejse alene eller til lande, hvor de ikke taler sproget - den slags kender jeg masser af, og det harmonerer overhovedet ikke med min filosofi om at rejse.

Jeg er selv tilhænger af selvstændige rejser til steder, hvor jeg bliver intellektuelt udfordret ved at opleve kulturer og mennesker, som er så forskellige fra mig som muligt. Derfor er jeg vild af begejstring over Kapuscinkis ideologi og hans måde at beskrive sine rejser på. Netop fordi han var en lille journalist i et lille polsk pressebureau uden store midler, oplevede han så meget mere end en Reuters-journalist. Han var tvunget til primitive rejsemidler, små usle hoteller og kom derved så tæt på befolkningen, som man skal for virkelig at kunne sige, at man rejser.

Hans kærlighed til rejser deler jeg også med ham - for som han selv skriver det i bogen:
"For en rejse begynder ikke i det øjeblik man tager afsted og den ender ikke når man når frem. I virkeligheden begynder den lang tid inden og den stopper aldrig, for hukommelsens film fortsætter med at rulle, når man selv er stoppet for længe siden"."

Kapuscinski bruger Herodot til at lære mere om sine egne bevæggrunde for at rejse; men også til at undres over livet og verden; han har det barnlige blik på alting, og det genkender jeg. Han fordømmer aldrig, eller stopper med at blive begejstret over nyopdagelser - selv efter årtiers rejser er han ikke blasert, men finder hele tiden nye vinkler og møder nye mennesker.

Han er selv meget fascineret af Herodots verdensopfattelse - at vi er mennesker med naboer; på den anden side af de naboer er der andre naboer med andre skikke. De har igen andre naboer - og derfor må man rejse videre for at opdage, hvad der gemmer sig bag det næste sted.

For det første er det en human tanke, som tiltaler mig - at vi er allesammen på denne klode og skal lære at leve i fordragelighed. For det andet er det en smuk rejsetanke om hele tide at skulle videre - se mere, opdage mere. Der er ikke meget mere for os at opdage i konkret forstand - men hvert menneske kan alligevel opdage en hel masse - og ikke mindst om sig selv - blot ved at anskue verden fra den vinkel. Besøg din nabo, snak med ham om hans naboer og tag selv videre og se dem.

Kapuscinski formår at transportere en med rundt i verden; og i denne bog også tilbage til Herodots fysisk mere indskrænkede verden - både igennem sine egne reportager men også med Herodots historier om de græsk-persiske krige.

Problemet er blot, at man får lyst til at pakke sin kuffert øjeblikkeligt, når man læser Kapuscinski!

Ebène - Ryszard Kapuściński

• French
• May 1-6
• 373 pages
• Dansk titel: Ibenholt

Ryszard Kapuscinski er en polsk journalist, som i sig selv havde et interessant og kontroversielt liv. Siden på Wikipedia går i detaljer med de kontroverser, der har været om hans eventuelle hemmelige arbejde for Kommunistpartiet under Den Kolde Krig. Han var flere gange lige på vippen til at vinde Nobels Litteraturpris, men fik den aldrig og døde for nogle år siden efter et langt og spændende liv som journalist. Muligvis ville han ikke have sat pris på den heller - for hans journalistiske arbejde gik først og fremmest ud på at møde 'manden på gaden' og ikke eliten.

Men manden på gaden var snarere manden på savannen; for Kapuscinski brugte knap fyrre år af sit liv på at gennemrejse Afrika på kryds og tværs. Ibenholt er en sammenkogning af disse mange års rejser, og er en samling historier fra forskellige afrikanske lande i en vistnok nogenlunde kronologisk rækkefølge. Den første er dateret i Ghana i 1958; men de efterfølgende historier er ikke og man kan nogle gange situere dem historisk ud fra de politiske begivenheder, som massakren i Rwanda eller Amins styre.

I indledningen siger Kapuscinski, at Afrika ikke eksisterer. Det eksisterer geografisk, men hans konklusion er, at kontinentet eksisterer mere som en essens af liv og personer, og er for stort til at kunne beskrives. Det kan man så argumentere imod efter læsningen af hans bog, hvor han konsekvent sætter afrikanerne op mod europæerne (eller amerikanerne). Er det så en racistisk eller en etnocentrisk måde at anskue kontinenter på?

Jeg tror det bestemt ikke! Han sætter fingrene på de universelle elementer, som udgør Afrika - problemerne efter kolonialismen, som alle afrikanske lande har været udsat for. Problemerne med manglende vand og føde, borgerkrige, warlords men også dagliglivet - kvinderne, der bruger en dag på markedet uden at handle men mere som et socialt indslag i deres liv; eller den spontane dans, der kan opstå i gaderne fordi man trods al elendigheden elsker livet. Et gennemgående element, som næsten begyndte at irritere mig, var hans problem med heden!

Det er evigt tilbagevendende; 'der er varmt som i Helvede', 'man brænder op'.... en polak er tilsyneladende ikke særlig varmeresistant - eller også har han udelukkende rejst i de varmeste måneder af året. For der er steder og årstider, hvor det absolut ikke er varmt - heller ikke ude i Sahel-ørkenen. Men det virker som en stor ting i hans oplevelser. Når det er sagt, så er resten af hans bog ganske enkelt enestående. Det første kapitel, som beskriver en rejsendes første møde med Afrika gav mig næsten tårer i øjnene ved minderne om mit eget første - for han rammer virkelig plet. Det er ikke kun mødet med Afrika, men den reaktion i os selv, som man konstant skal arbejde med, når man befinder sig i så fremmede omgivelser.

Han beskriver et skotsk par, som han mødte i toget, og som nægtede at snakke med nogensomhelst af de lokale. De havde fået kulturchok, og var bange for at blive snydt og bedraget, bestjålet eller det, der er værre. Det er ikke racisme i mine øjne. Det er ganske enkelt et psykisk chok, som nemt kan forekomme, hvis man ikke er forberedt på Afrika. De har ganske givet fortrudt ved hjemkomsten, at de reelt ikke så Afrika. Kapuscinskis rejser er ikke med komfort og afstand; han rejser med lokale transportmidler og bor blandt lokale - hans beskrivelser er nok så meget historiske og enestående for os, som ikke i detaljer kender til hvert lands tragiske baggrund. De er også poetiske og følsomme, og de er ikke skrevet i vanligt journalistisk sprog - og skaffede ham ry for at skrive magisk journalistik.

At det er magisk er der ingen tvivl om; men det er også til tider barsk. Jeg brugte lang tid på at læse den, fordi det sætter så mange tanker i gang - det krævede atlas og Google Earth at følge ham, og Wikipedia til yderligere informationer. Udover, at der i dag findes et utal af fantastiske afrikanske forfattere, som sætter fokus på deres kontinents kultur og historie, så må denne bog være et must for alle, som er forelsket i de personer, som udgør Afrika.