Showing posts with label Lionel Duroy. Show all posts
Showing posts with label Lionel Duroy. Show all posts

Wednesday, August 31, 2011

Priez pour nous - Lionel Duroy























  • Fransk
  • 30.-31. august
  • 319 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Det er ikke lang tid siden jeg læste Duroys store bitre opgør med sin familie og sin barndoms traumatiske oplevelser. Derfor var det måske pudsigt allerede nu at læse hans første bog om samme emne, som udkom i 1990 - men det var for mig en logisk følge, selvom handlingen jo i stor udstrækning var den samme.

Det var den samme tragiske historie om et forældrepar, der overhovedet ikke magter at opdrage alle de børn, de af katolsk overbevisning ikke kan lade være med at sætte i verden. Det var Duroys første roman om emnet, som tydeligvis har efterladt varige men i sjælen; men måske får man så i denne første roman den rå og usødede version af historien.

Der er episoder, der går igen fra den store roman - men de er fortalt på en lidt mere barsk måde, og med lidt flere grufulde detaljer. Om det er den første eller den anden version, der er den mest præcise er derfor svært at sige. Ligeledes er der en lille forskel i kronologien. Da jeg læste den anden roman, havde jeg lavet en liste over alle børnene, og hvornår de var født - ellers var det lidt svært at bevare overblikket! Men det var ikke helt den samme rækkefølge af børn i denne roman - og årstallene var også forskellige. Her tror jeg nu nok, at det er den anden version, der er den rigtige, da måneder og årstal hver gang nævnes.

Den første roman er uden tvivl mere romantiseret - måske frygtede Duroy også familiens reaktion, som han beskriver det i den senere? Navnene er ikke de rigtige, og de varierer også i forhold til den anden roman, men alligevel vidste alle, hvem var hvem - og for Duroy blev det til et totalt brud med familien. Det medførte den dybe depression, der ledte til skrivningen af den anden roman - og derfor komplementerer de hinanden på fineste vis.

Selv efter læsningen af begge bøger har jeg let ved at forstå hans smerte - men umådeligt svært ved at forstå, at hans søskende slog hånden af ham. For han har næppe været den eneste, der har lidt under den barndom? Barsk læsning!

Monday, July 25, 2011

Le chagrin - Lionel Duroy

























  • Fransk
  • 17.-24. juli
  • 734 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Når man læser selvbiografier er der to ting, der præger indtrykket - selvfølgelig formen, men også formålet. En selvbiografi skrives jo udfra et behov eller en lyst til at give et indtryk af ens liv; og Duroys formål er lysende klart og han forsøger på ingen måde at skjule det heller. Det er et opgør med en familie - og især en mor - som har ødelagt hans liv; at skrive bogen er en renselsesproces for ham men også et opgør og en besked til resten af familien. Hvis hver detalje er sand, kan man muligvis forstå manden!

Lionel Duroys forældre bliver gift blot dage efter D-day i Frankrig; og allerede her påpeger Duroy faderens svaghed ved ikke selv at have været aktiv i krigen - eller sågar i modstandsbevægelsen. Faderen er pro-Pétain og dermed anti-de Gaulle; han er grænsende antisemitisk og moderen er blot en gås, som udvikler småborgerlige racistiske snobbede holdninger med tiden. De får deres første barn hurtigt efter brylluppet - som de gode katolikker, de er, kan der ikke være tale om prævention. Hvilket med tiden fører til elleve fødsler og ti børn - det ene dør kort efter fødslen.

Nogle af disse børn - som Duroy selv - fødes i Bizerte i Tunesien, hvor de er udstationerede for et fransk firma i en periode. Det er den lykkelige periode i deres liv, og hvis de var blevet der - og hvis Nordafrika ikke havde kastet sig ud i en kamp for uafhængighed af Frankrig, kunne deres liv have set meget anderledes ud. For faktum er, at faderen er blød overfor moderen, og hendes krav til levestandarder så urimelige, at han må ty til andre midler. De kommer hjem til Frankrig, og han lejer en lejlighed i en fin forstad til Paris, som er ubetalelig for en mand, som kun sælger støvsugere - og med så mange børn!

Det ender galt, da de ubetalte regninger hober sig op; faderen er ude af stand til at sige fra overfor moderen, men også ude af stand til at erkende, at det vokser ham over hovedet. Så en dag kommer Duroy hjem til en lejlighed, der er i færd med at blive tømt - de er smidt på porten. Derfra går det ned ad bakke; de flytter fra den ene lejlighed til den anden med de mange børn, som tit må klare sig selv. Moderen truer konstant med selvmord, og faderen skriver blankochecks og småstjæler for at skaffe dem mad på bordet. Moderens tyranni kender ingen grænser, og hendes kærlighed til børn er også ret begrænset på trods af hendes katolske principper om, at de skal sættes i verden.

Duroy beskriver sit liv fra forældrenes møde og frem til bogens udgivelse i 2010; hans første ægteskab og udgivelsen af hans første roman, som også omhandler familien. Den medfører et totalt brud med de ni søskende og forældrene, og han har aldrig set dem siden. Denne roman er endnu mere omfattende, og er for mig klart et offentligt opgør med familien og en form for selvjustits. Beskeden er klar - "I ved, hvad der skete - men I valgte deres (forældrenes) parti, da jeg offentliggjorde det." Duroys kærlighed til sine søskende er ike stor; men det satte også sit præg på hans første ægteskab, og det bliver også beskrevet i detaljer, som nok kunne få ekskonen til at fortryde at have kendt ham!

Der er ingen tvivl om, at barndommes sår har givet ham en livslang depression, som muligvis kun denne bog kunne få ham ud af. Han har skrevet meget andet, og er en kendt fransk journalist - men hans egne sår var ikke helede. Om de bliver det med denne bog er svært at sige - det er meget at smide i hovedet på sine søskende på en fuldt ud offentlig måde. Men det er også en skræmmende fortælling om, hvor lidt samfundet tog sig af dem midt i deres elendighed. Det var andre tider, og enhver måtte klare sit eget - men alligevel oplever Duroy, hvordan man som voksen er et produkt af sine forældre. Selv han genoptager til tider faderens mønster, da konen er ham utro og det hele vælter omkring ham.

Det er også historien om Frankrig igennem 50 år; de skiftende regeringer, krigene og konflikterne. Det er en tætskrevet intens bog, men som man læser opslugt i gruen af hans historie; en bog, som ikke uden grund har vakt opsigt og vundet priser i Frankrig.