Le passager - Jean-Christophe Grangé

• Fransk
• 2.-6. juni
• 977 sider
• Dansk titel: Rejsende uden bagage

Jeg har ikke tidligere læst noget af Grangé, som ellers er udråbt til et krimigeni i fransk litteratur. Jeg har set filmen baseret på én af hans romaner, og det var rigeligt hardcore for mig - men jeg faldt for omtalen af denne krimi. Det er en ordentlig mursten - til gengæld sluger man den råt, og den blev læst på relativt få dag tykkelsen taget i betragtning.

Historien er som en Pandoras æske, hvor hvert lag skrælles af for at afsløre en ny historie - eller et nyt led i den efterforskning som de to hovedpersoner kaster sig ud i. På den ene side psykiateren, Mathias Freire, som får en person ind med hukommelsestab efter at være blevet fundet ved banegården. Der opdager man dagen efter en myrdet marginaliseret hjemløs, og det bliver politiinspektøren Anais Chatelet, der får den sag. Blot er hun ikke helt ligevægtig - et strejf af Larssons Salander og med en grum familiefortid.

Freire opdager hurtigt, at den fundne mand lider af syndromet 'rejsende uden bagage'- et psykologisk fænomen, hvor man mister hukommelsen for blot at opfinde sig en ny. Den nye identitet er ikke mere korrekt og dækker igen over andre. Da han selv pludselig forfølges af mystiske men in black begynder han at grave i sin egen identitet, og opdager at han selv er en rejsende uden bagage.

Han er overbevist om, at han ikke er morderen - som politiet tror - og vil selv opklare sin sag. Det driver ham tilbage igennem adskillige identiteter som blandt andet hjemløs i Marseille; kunstner på et asyl; dokumentforfalsker i Paris... og hele tiden med de mystiske mænd lige i hælene.

Mordene begås after mytologiske principper, og ret hurtigt gennemskuer man også en rød tråd i de navne den rejsende tilegner sig selv. Det er rimeligt godt skruet sammen - dog irriterede den temmelig ensidige fremstilling af de hjemløses miljø mig en del. Og så er den altså forfærdelig lang.

Der er hele tiden fuld fart på - men lidt færre identiteter havde sagtens kunne bære plottet. Er slutningen så totalt overraskende, som det antydes i visse anmeldelser? Det synes jeg personligt ikke. Men der er et godt spil imellem de to historier om den problematiske politibetjent og psykiaterens egen opklaringsarbejde. Deres veje krydses og skilles konstant, og man hænger i.

Derfor er det ikke usandsynligt, at jeg vil læse andre - det må være ideel ferielæsning!