Saturday, November 7, 2009

Blood Test - Jonathan Kellerman


Jeg fik denne foræret forleden dag i den engelske boghandel - og det siger man jo ikke nej til! Desuden trængte jeg til en anden genre efter de seneste læsninger; og en god krimi er aldrig af vejen - selvom det ikke er det domæne, jeg gør mest i.

Kellerman's krimier har Alex Delaware som hovedperson - psykiater, som ikke arbejder på fuld tid længere; men lever af nogle penge/investeringer, som vi ikke rigtig får meget kendskab til. Han er 35 år og bor i Los Angeles, hvor han ind i mellem hjælper til i retssager, hvor der skal foretages psykiatriske bedømmelser.

Denne krimi er den anden i serien, men den er fra 1986 - man skal pludselig forholde sig til en verden uden mobiltelefoner og beskrivelserne af deres tøj kan godt få et nostalgisk grin frem - for indrømmet: Det var ikke den mest æstetiske periode i verdenshistorien!

Hovedsagen i denne krimi handler om den lille Woody på 5 år, som ligger på hospitalet med en alvorlig kræftsygdom. Hans familie består af den 19-årige søster, Nona, og nogle ældre forældre. En dag er Woody forsvundet fra hospitalet; det motelværelse familien boede på er raseret og inden længe finder man forældrene myrdet. Men drengen og teenagepigen er væk.

Alex tager kontakt til en ven indenfor politiet, Milo - han er bøsse, og igen fornemmer man, at dette var i en tid, hvor AIDS var en nyopfindelse. De arbejder uofficielt som et team, og historien hænger faktisk glimrende sammen - der er overraskelser og ikke for meget vold (som jeg hurtigt bliver lidt træt af). Det spiller mere på det psykologiske plan, og handlingen går i et passende tempo.

Ud fra de anmeldelser jeg kan finde, skulle nogle af de senere bøger være bedre - der er 24 i serien om Delaware; dog er de senere knap så roste. Uden at ville opsøge dem, så ville det være passende underholdning til en flytur - hvis man falder over dem til en god pris.

----------------------------------------------------------------------

Je ne refuse pas un livre gratuit - donc quand on m'a proposé celui-ci dans la librairie en faisant d'autres achats je me suis dit qu'il ferait un bon break après les livres un peu lourds et assez noirs que j'ai lu dernièrement.

Kellerman est pédiatre et psychiatre devenu auteur de polars, et celui-ci est le 2ème dans une série de 24 sur le psychiatre Alex Delaware. Il date de 1986 - et on le ressent par moments; il n'y a pas de GSM, le SIDA vient d'apparaitre et leurs vêtements sont fabuleusement kitsch. Ca a un côté amusant puisque on oublie parfois que tout se passe il y a si longtemps.

Delaware vit à L.A. - il ne travaille plus tellement; il vit de ses rentes - à 35 ans. Parfois il aide des amis dans de procès où il faut une diagnose psychologique. Le livre commence avec une telle histoire où il se voit vite melé à un père fou divorcé de sa femme. Mais l'histoire principale est une autre - l'histoire du petit Woody de cinq ans atteint d'un cancer.

Il est hospitalisé mais la soeur et les parents n'aiment le voir isolé à l'hopitâl. Un jour il disparait et la chambre d'hôtel où logeaient la famille est ravagée. Très vite on découvre les corps de parents tués - mais les enfants ont disparus. Delaware commence sa propre petite enquête aidé par son ami flic, Milo, homosexuel et un peu la caricature des années 1980.

L'histoire avance bien avec un rythme soutenu - ni trop long ni trop court; il y a des portraits de personnes bien cernés pour un polar et ce n'est pas du tout mauvais. De là à aller acheter les 23 autres... je ne pense pas. Mais à lire pendant un vol ou sur la plage, c'est tout à fait le genre. Et absolument ce qu'il me fallait pour rompre un peu le fil noir...

Wednesday, November 4, 2009

Contours du jour qui vient - Lénonora Miano


  • Français
  • November 2-3
  • 274 pages
  • Dansk titel: Kun oversat til svensk
Léonora Miano er absolut en lovende ung afrikansk forfatter - hvis man altså kan lide den slags litteratur. Hun er født i Cameroun, men flyttede til Frankrig i 1991, men hendes romaner foregår i Afrika - tit i et fiktivt land; sikkert fordi problemerne hun beskriver ikke henholder sig til hendes eget hjemland alene men til et helt kontinent.
Denne roman er hendes anden, og vandt i 2006 Goncourt-prisen for unge forfattere - som heller ikke er at kimse af!
Romanen foregår som sagt i det fiktive land, Mboasu - men mange af navnene og ordene er i douala; Camerouns sprog. Men ellers er det et lille afrikansk land, som der er så mange af... tidligere fransk koloni; plaget af borgerkrige og drab på europæere - og det kan minde om såvel Rwanda som Cameroun som andre lande i samme situation. En situation, hvor folket er fattige og desperate; de dør på gaden uden, at nogle rynker på næsen. Men de benytter også en anden mulighed for at skaffe føde til familien - de udstøder deres børn.
Den lille Musango er ni år, da hendes far dør. Hendes forældre var ikke gift og moderen får intet fra faderens velstående familie. Moderen er overbevist om, at Musango er besat af djævlen - og smider hende ud af huset. Hun driver rundt, finder kortvarigt hvile hos nogle franske nonner men må flygte, da de bliver angrebet af rebeller. Hun ender ude i junglen i et hus, hvor nogle religiøse fanatikere under dække af religion, holder unge kvinder fanget indtil de sendes til Europa for at arbejde som prostituerede.
Musango er blot tjenestepige og hendes liv er ikke så ringe, som det kunne være. Men hun vil væk! Hele bogen igennem taler hun til sin mor; hun vil genfinde sin mor og sikre sig, at denne virkelig vil forkaste hende - lidt ligesom Afrika som kontinent er Europa's udstødte barn. Hun skriver på en meget poetisk og smuk måde om afrikanske traditioner; om hendes ønske om at få et liv - men ikke i Europa, som så mange af de unge piger, der ikke aner, hvad der venter dem.

Musango er en lille pige med en voksens sjæl - som Afrika er ung i vores højtudviklede øjne, men besidder en urgammel sjæl med visdom, som vi ikke længere regner for noget. Musango skal igennem en renselsesrejse for at kunne komme til verden - en verden uden sin mor; en verden, hvor hun endelig kan acceptere sig selv som menneske med en værdighedd og ikke bare barnet, der blev smidt for døren.

Det er helt bestemt en fortjent pris; men måske ikke af bred interesse - i Frankrig er der selvfølgelig et ret stort publikum for den fransksprogede afrikanske litteratur, og jeg synes, at det er positivt, at hun oversættes til svensk.

-----------------------------------------------------------------------

Léonora Miano a reçu le Prox Goncourt des lycéens pour ce livre - son deuxième qui comme le premier se passe en Afrique dans un pays imaginaire - le Mboasu. Ca pays peut être chaque pays africain quasiment - avec un passé colonialiste (pour le Mboasu la France); ravagée par les guerres civiles et des meurtres sur les européens - cela peut rappeler le Rwanda autant que d'autres pays africains.

Musango est une petite fille de neuf ans qui se trouve dans la rue après la mort de son père. Ses parents n'étaient pas mariés; sa mère se contentant de vivre sous le toit de cet homme plus fortuné mais déjà marié et espèrant qu'un jour il la marierait. Hélas il meurt avant et la famille du père mets Musango et sa mère dans la rue.

Or commence la bataille quotidienne pour se nourrir et vite sa mère l'accuse d'être ensorcelée pour trouver l'excuse de s'en débarasser mais aussi pour exprimer la haine qu'elle ressent depuis des années envers cet enfant qui devait lui donner la richesse et l'assurance d'un mariage riche; mais qui a fini par reçevoir l'amour du père que la mère n'a pas eu. La mère l'expulse; elle devient l'enfant non voulu comme l'Afrique l'est devenu pour l'Europe dès qu'elle a posé des conditions de vie.

Musango erre dans le pays et se trouve captivée dans une cabane cachée dans le jungle où des fanatiques réligieux sous prétexte de purifier les jeunes filles les violent avant de les envoyer en Europe pour devenir prostituées. Elle réussit enfin à s'échapper; et elle se mets à la quête de sa mère. Elle a besoin de la revoir; de se contronter à elle pour renaître ou enfin naître et avoir une existence.

Musango raconte sa vie de gamine de neuf à douze ans avec une grande poésie; c'est une fille avec l'âme d'une vieille - comme l'Afrique à nos yeux évolués est un enfant, mais pourtant possède une sagesse que nous avons longtemps oublié.

C'est un très beau petit livre... chaque livre que je lis sur ce continent me donne envie d'y retourner; même si c'est des vies dûres mais aussi avec tant de douceur.

Sunday, November 1, 2009

A Fine Balance - Rohinton Mistry


I en af de anmeldelser jeg læste om bogen, stod der: "Read this only if you have roboust emotional and mental heatlh." Jeg kunne ikke være mere enig; selvom den har vundet priser, og anmeldelserne er fantastiske - så er det en af de mest deprimerende grusomme bøger, jeg nogensinde har læst. I en sådan grad, at jeg til tider lagde den fra mig, fordi jeg tænkte, at nu var grænsen nået. Men det er samtidig en bog, jeg ikke fortryder at have læst efter, at den har stået i tolv år i reolen.

Det er en meget lang bog, hvor der til tider måske ikke sker særlig meget - men det er i de stille beskrivelser, at al gruen går op for én. En afsløring af, hvordan livet er i den nederste kaste i Indien under Indira Gandhí's styre i 1970'erne.
Bogen fortæller fire personers liv - den midaldrende Dina Dilal; hun giftede sig som ung imod familiens ønske med en fattigere person, og blot tre år efter bliver han slået ihjel i en af de utallige trafikulykker, der sker i byen hver dag. Efterfølgende kæmper hun en hård kamp for ikke at gifte sig igen og overleve selv. Hun bliver boende i den lille lejlighed og forsørger sig som syerske - indtil hendes øjne giver op, og hun indser, at hun må finde andre indtægtsmuligheder.
Den unge Maneck, som er datter af Dina's gamle skolekammerat, skal studere i byen og mangler et sted at bo. Han skal derfor leje et værelse hos Dina - hendes eget værelse, og hun rykker ind i et lille hummer. Han kommer fra landet, et beskyttet liv i en rigere familie; men er i konflikt med sin far, som ikke vil indse, at tiderne ændrer sig.
For at få det hele til at hænge sammen, ansætter Dina to skræddere, som skal arbejde hjemme i hendes lejlighed. Så tjener hun lidt kommission på deres arbejde, og derved ender de fire forskellige mennesker sammen. Ishvar og hans nevø Omprakesh kommer fra den laveste kaste, og er flygtet til byen efter, at hele deres familie er blevet udslettet, da de forsøgte sig med et andet erhverv, end det deres kaste var forudbestemt til. De er de laveste på rangstigen, og Dina er mistroisk og forventer det værste fra dem. De hutler sig igennem en ulidelig tilværelse på gaden eller i slummen; men regeringen raserer deres usle bolig, sender dem i arbejdslejr, tvangssteriliserer dem... der er faktisk ingen ende på deres ulykker.
Men langsomt åbner Dina med Maneck's hjælp op for at hjælpe dem. Hun oplever endelig at leve i en familie; og de fire lever en nogenlunde rolig tilværelse. Men den bliver hele tiden afbrudt af de tragiske skæbner, der krydser deres veje - byens tiggere og deres ejere; halvskøre individer, som landet rummer millioner af efter, at de har mistet alt og dagligt kæmper for at få bare et måltid mad.
Der er nogle frygtelige beskrivelser af Gandhi's regerings metoder, som rystede mig. Det er en periode jeg er for ung til at have oplevet - men kønt har det ikke været. De to skræddere bliver gang på gang ydmyget og sendt tilbage til startpunktet - eller længere tilbage endda. Men de bibeholder alligevel en overlevelsestrang og optimisme, som Maneck ikke kan beholde. Hans filosofi og bogens morale er, at uanset hvad du gør for at komme frem i verden, så vil højere magter ødelægge det for dig.
Det er barske ord, men nok sande, hvis man fødes ind i et kastesystem, hvor hver især skal kende sin plads - og godt hjulpet på vej af en korrupt regering, som ingen midler skyr. Derfor er det ikke en lykkelig bog - der er en alt andet en lykkelig slutning. Men det er en bog, som mærker en med sin barskhed.
-----------------------------------------------------------------------
J'ai presque pensé à un moment que je n'arriverai pas à terminer cette odyssée plus que terrible. Comme disait une critique que je lisais - "il faut uniquement le lire si vous avez une bonne santé mentale". Très vrai puisqu'il y a des passages où on se dit qu'on a réellement touché le fond des toutes les cruautés dont est capable l'être humain.
C'est un roman très lent et très long; mais là est aussi sa force - dans le temps qu'il met à décrire toutes les horreurs qui arrivent aux personnages. Ce fût pour moi une révélation de la vie des intouchables dans l'Inde des années 70 sous le régime d'Indira Gandhi.
Le livre suit quatre personnes - Dina; une femme dans sa quarantaine qui s'est mariée jeune contre la volonté de son frère avec un homme moins riche. Il meurt après trois ans dans un accident banal comme il y en a chaque jour des milliers dans ce pays. Dina refuse de se remarier et essaie de survivre seule en travaillant comme couturière. Mais en vieillissant ces yeux lui lachent et elle doit trouver d'autres sources de revenu.
Le jeune Maneck qui est le fils d'une de ses camarades d'école doit venir dans la ville pour étudier. Il ne s'entend plus avec son père qui refuse de voir que la société change et que les moeurs aussi. Il vient des montagnes et d'une famille plus aisée et la rencontre avec la ville et sa misère est un choc pour lui.
Mais pour vraiment s'en sortir Dina est obligée d'engager deux tailleurs qui travailleront de son appartement. Elle gagnera ainsi une petite commission sur leur travail, et c'est cet hasard qui fait que quatre personnes si différentes se retrouvent dans un même destin. Ishvar et son neveu Omprakesh vient de la caste des intouchables; seulement ils ont essayé de changer de métier et comme punition toute leur famille a été tuéée. Ils partent vers la ville où il y a déjà des millions d'autres pauvres et la richesse ne vient pas facilement comme ils le pensaient. Dina les voit au début comme des tricheurs, menteurs; elle les méprise même si elle ne vient pas d'un milieu riche.
La vie d'Ishvar et Om est une succession de malheurs - le gouvernement rase leur bidonville; on les envoie dans un camp de travail forcé et on les opère de force pour éviter qu'ils aient des enfants. Mélangé à leur vie ils rencontrent un tas de personnages - des mendiants et leurs propriétaires; des fous comme il y en a aussi beaucoup dans une société où personne ne peut survivre dignement.
Peu à peu leur relation avec Dina et Maneck changent et ils vivent comme une petite famille; Dina savoure ce bonheur et devient plus calme et posée. Mais evidemment cela ne durera pas et la fin est tragique. Personne ne sort vraiment indemne des ces années de régime horrible de Gandhi. Cette partie-là m'a surprise - étant trop jeune pour l'avoir veçu, j'ai été choquée par les descriptions.
Le morale de l'histoire est que même si tu essaies de t'en sortir et avancer dans la vie, tu ne connaitras jamais le bonheur. Tout ce que tu as sera toujours brisé. Ce n'est pas optimiste, mais on peut peut-être comprendre dans un pays où la plupart vivaient presque sans vivre. Les deux tailleurs sont les seuls - même mutilés physiquement - à garder un soupçon d'optimisme alors que pour Dina et Maneck cette année veçus ensemble les détruisent. La fin est horrible - tout comme une grande partie du livre, mais ce n'est pas pour autant qu'il ne faut pas le lire!

Friday, October 23, 2009

The Poisonwood Bible - Barbara Kingsolver




Louise havde anbefalet mig den for et stykke tid siden; men alligevel tog det mig lidt tid at få den frem af reolen - for den var allerede i hus. Men når man først har læst den første side er man fortabt! Det er meget lang tid siden jeg har læst en bog, der i den grad fik rørt ved alle mine sanser... afmagt, afsky, latter, tårer nærmest - og en total medleven og absorbering i historien.

Det er en meget intens historie - en historie om tab af alle sine illusioner, sin identitet og accepten af disse tab. Det er en historie om skelsættende begivenheder i den moderne verdenshistorie, og man er absolut ikke i tvivl om, hvor Kingsolver's sympati ligger.

Historien starter i 1959 med missionærfamilien Price, der ankommer til en lille landsby i Congo, hvor faderen Nathan regner med at udføre mirakler og omvende de indfødte til gode kristne. Med sig har han sin kone, Orleanna, og deres fire døtre - Rachel på knap 16 år, tvillingerne Leah og Adah på knap 15 og den lille Ruth May på 5 år. For hver af disse fem kvinder bliver mødet med Afrika afgørende for resten af deres liv. Rachel er den overfladiske forfængelige arrogante teenager, som selv mener, at hun er ekstremt tolerant - men som er indbegrebet af hvid racisme, ekstrem ignorance og dumhed. Hun føler ikke meget andet end afsky overfor den primitivitet hun møder - og skam over at være en del af den familie, som byder hende noget sådant.

Leah er den "sunde" af tvillingerne - hun er den mest fanatiske i troen og i søgningen efter sin fars kærlighed og accept. Men hun trives samtidig i det nye liv og integreres bedre end de andre piger; hendes kontakt med de lokale giver hende samtidig et andet syn på faderens blinde tro - og langsomt begynder tingene at krakelere. Netop som hendes verden er blevet sort og hvid opdager hun, at tingene lige præcis ikke er så enkle!

Den anden tvilling, Adah, snakker ikke. Hun fik en hjerneskade under fødslen og halter; men er samtidig lynende intelligent på sin egen specielle måde. Hun opfatter tingene med en helt særlig følsomhed, men overraskes også af, at hun pludselig ikke længere er et særsyn - Afrika har rigeligt af handicappede, som overgår hende. Hun skal kæmpe for sin plads i familien - for moderens accept og med den interne konflikt tvillingerne imellem; hvor der er en usagt skyldfølelse, fordi den ene har suget livet ud af den anden.

Og den lille Ruth May som bliver den udstrakte hånd mod de lokale. Hele romanen fortælles på skift af de fem kvinder, og derigennem får man portrættet af den despotiske far, som stædigt fastholder sin tro uden tanke for de lokales traditioner og følelser; senere forstår man, at han har en gæld fra fortiden, som han skal have gjort op med - og han kan og vil ikke slippe sine idealer uagtet, at han overhovedet ikke formår at kommunikere med de lokale på en respektfuld måde. Han er ikke meget bedre end de kolonialister, som landet netop på det tidspunkt, de ankommer, forsøger at bekæmpe.

Historien følger dem i de forfærdelige år, hvor Belgien og USA købslog om deres skæbne, som var de et legetøj, der kunne skifte hænder uden tanke for individernes skæbne. Man følger uafhængigheden i 1960 og årene efter, hvor Price-familiens liv er præget af de begivenheder. De efterlader alle noget af sig selv i Afrika på den ene eller den anden måde. De ændres for livet; de får noget med sig, men de både tager og giver - og på mange måder minder det om den indflydelse, man også oplever hos andre, som har skrevet om deres liv i Afrika - Blixen for eksempel; men også om følelser, jeg selv oplevede første gang jeg var i Afrika. Man kommer ikke upåvirket derfra!

På mange måder var det måske en yderligere forstærket oplevelse for mig at læse denne roman. Jeg bor i Belgien og eftervirkningerne af det, der skete dengang, er i dag en del af mit lands historie og kultur. Jeg har levet sammen med en congoleser - jeg snakkede ikke Kikongo, som de gør i romanen; hans sprog var lingala - men hans tro var på trods af en opvækst i Europa præget af de urgamle afrikanske traditioner. Jeg har congolesiske venner, og de er af den generation, hvor deres forældre var unge, da disse ting skete - og derfor måtte flygte til Belgien for at undslippe Mobutu's styre.
Det var med til at forstærke de følelser, jeg havde, da jeg læste den - men uanset hvilken indgangsvinkel man har, kan man ikke undgå at blive stærkt påvirket. Den rører ved nogle moralske spørgsmål, som stadig er yderst aktuelle - Vestens rolle i Afrika's udvikling, menneskets naive ønske om at omvende og kontrollere alt, der er fremmed - og manglende tolerance for det ukendte. Det er uden tvivl én bog, man kun ønsker man ikke havde læst - endnu!

Thursday, October 15, 2009

Le Grand Meaulnes - Alain-Fournier


Dette er en af de klassikere, som uden nogen som helst tvivl er det! Den er det ikke, fordi den er blevet udråbt til det for mange år siden - og litterært snobberi har holdt ild i den tro; det er bare en bog, der efterlader en helt målløs! Jeg slugte den på to dage - de 329 sider efterfulgt af 83 siders analyse og biografi af forfatteren skrevet i 1922-23 af hans svoger.

Alain-Fournier er et pseudonym for den franske forfatter, Henri-Alban Fournier - som dog kun nåede at skrive en enkelt roman i hele sit korte liv. Han er født i 1886 og døde i starten af 1. verdenskrig ved de første slag ved Verdun, efter at have udgivet sin roman Min store ven i 1913. Det er derfor ikke en helt ny roman og den danske oversættelse stammer da også fra 1942, og den vil nok være ret umulig at finde andetsteds end i et antikvariat nu.

Men i fransk litteratur er det en af de absolutte referencer - på en 9. plads af det 20. århundredes vigtigste bøger; og da jeg købte den for et par uger siden, opdagede jeg, at jeg faktisk allerede havde den; men ikke med den ekstra biografi bag i. Sproget har til gengæld intet forældet eller støvet over sig; faktisk er det så fængende og nutidigt, at man slet ikke tænker over, at det er en næsten hundrede år gammel bog.

Historien starter med, at Augustin Meaulnes kommer ind i François Seurel's liv en dag i 189... tidsfæstelsen er med vilje lidt utydelig. Seurel's far er skolelærer i en lille landsbyskole langt fra alt, hvor Meaulnes skal læse og bo. Han og François bliver hurtigt venner - den 15-årige François i en næsegrus beundring for den to år ældre fantastisk spændende personnage som Meaulnes er, i det lidt trivielle landsbyliv, han ellers har levet. Det er François. som fortæller hele historien i tilbageblik langt senere - som han huskede de år Meaulnes var så stor en del af hans liv.

En dag forsvinder Meaulnes - han vil hente François' bedsteforældre på banegården et stykke væk; men han farer vild og ender på Herregården uden navn, som den bliver kaldt i starten af bogen. Der kommer han med til en fest med børn og gamle, rige og fattige - en magisk verden. Han møder den unge slotsherre, Frantz de Galais, som skulle have fejret sin forlovelse - men Valentine, hans forlovede, har fortrudt og Meaulnes bliver vidne til Frantz's forsvinden. Han møder også Yvonne, Frantz's søster - som han forelsker sig i; inden han må forlade festen og tage tilbage. Men han kan ikke glemme Yvonne eller herregården, og bruger al sin tid på at forsøge at rekonstruere den vej han tog for at kommer derhen.

Meaulnes og François holder sig lidt for sig selv; François som tilskuer til Meaulnes' spændende liv og især drømme... hans ideelle verden er lidt fantasifuld og drømmeagtig og meget barnlig. En dag kommer der gøglere til byen - og efter en del dramatiske handlinger opdager de, at den ene gøgler er Frantz de Galais. Efter flugten fra slottet lever han på landevejene for at glemme sin ulykkelige kærlighed. Han fuldender næsten kortet for Meaulnes, men til sidst opgiver denne at finde Yvonne og tager i stedet til Paris for at studere, og vente på hende foran det hus, hvor hun efter sigende skulle tilbringe noget tid i Paris. Her møder han en ung pige, som ligesom ham, sidder og venter hver dag.

François finder ved et tilfælde Herregården uden navn og Yvonne. Han aner sin chance for at gøre sin ven lykkelig - og han bringer de to sammen. Meaulnes er dog besat af en anden tanke nu, som François ikke forstår eller kender til; og morgenen efter brylluppet tager han afsted for at finde Frantz, som i hemmelighed var dukket op ved herregården under brylluppet. François havde dog sendt ham afsted med løfte om, at Meaulnes ville hjælpe ham med at finde Valentine et år senere - først skulle han have lov at nyde sin egen lykke. Men Meaulnes kan ikke give slip, før alle er tilfredse - det er hans naive verdensopfattelse og hans ædle løfte til Frantz afgivet som teenager, der piner ham.

François bliver Yvonne's platoniske ven under Meaulnes fravær - han træder i sin vens sted uden at dømme ham, og uden at turde elske Yvonne. Han ved, at han selv er langt fra den drømmer som Meaulnes er, og som har fascineret Yvonne. Men Yvonne er blevet gravid på bryllupsnatten og dør kort efter fødslen af en lille datter, og François overtager nu i sin vens sted herregården og lever der med den lille pige - mens han venter på Meaulnes.

Meaulnes til gengæld farer landet rundt for at forene Frantz og Valentine i sin skyldfølelse over at have forført Valentine, da de mødtes i Paris. Da han opdagede, at Valentine var Frantz' elskede kan han ikke tilgive sig selv. Han mener selv at skylde Frantz alt - og han må derfor redde deres lykke. Det gør han - men på bekostning af sin egen; da han vender hjem er Yvonne død, og han tager den lille pige og forsvinder!

Meaulnes er på alle måder ærketypen af ungdommelige idealer - det er en person, der nægter at vokse; at indse, at det der var en drengeleg ikke skal ødelægge hans liv for ham. Hans principper er så stærke, at han er villig til at opgive alt for at indfri sine løfter. Han er samtidig for følsom til denne verden - hans idealer er for rene og for uopnåelige; hvad François forgæves forsøger at fortælle ham. Selv om han er François' ven, så tiltrækkes han jo mere af den uforudsigelige Frantz, som lever sine passioner til fulde som han selv.

Flere steder mindede romanen mig om det trekantsdrama, man også ser i The Great Gatsby - Nick, fortælleren, er François - den rolige og fornuftige; Meaulnes er Gatsby, som lever i illusionen om det uopnåelige og en drøm fra en fortid. Gatsby er skrevet lidt senere, og den foregår i et overklassemiljø og ikke langt ude på landet i Frankrig, men det er kampen for idealerne og troen på, at barndommen og ungdommen kan fastholdes... som den mystiske herregård jo er symbolet på. Det magiske sted, vi alle har i os - og som vi forgæves kæmper for at holde fast i som voksne. Symbolsk nok er stedet nærmest revet ned, da Meaulnes og Yvonne endelig mødes - Meaulnes har i mellemtiden kendt Valentine; men han tror, at han kan redde sine illusioner ved at gifte sig med Yvonne. Men øjeblikket var passeret uden, at han vil indrømme det for sig selv.

Der er også mange lighedspunkter til det, jeg kender til Proust - stemningen er den samme; sproget er uden nogen som helst tvivl noget mere lettilgængeligt! Men pudsigt nok hedder et af kapitlerne A la recherche du sentier perdu - På sporet af den tabte sti... til herregården. Proust's første bind af På sporet af den tabte tid udkom også i 1913. Det er en brydningstid, hvor Flaubert var forældet og Maeterlinck og Gide var de nye strømninger, som inspirerede Alain-Fournier. Det var starten på impressionismen og det afspejles tydeligt i denne roman, som Alain-Fournier arbejdede på i lang tid inden han fandt frem til formen, som han skrev til sin svoger: "Jeg begyndte ganske enkelt at skrive, som jeg skriver et brev; små tætte afsnit og en historie, som kunne have været min egen".

Alain-Fournier er meget tæt på sin karakter Meaulnes; en drømmer, som sagde om sig selv, at han nok ikke var helt reel. Men det blev han i fransk litteratur; selvom han døde ung, er der stadig folk, der leder efter slottet/herregården i overbevisning om, at han må have beskrevet et af stederne fra sin barndoms egn. Da hans krop i 1991 - 77 år efter - blev fundet, blev der rejst et monument over ham, og der er en udførlig hjemmeside med analyser, billeder og historie om hans 28-årige liv.

Som sagt - fuldt fortjent; og hvis man falder over den på et loppemarked en dag... så er det en perle at få med hjem!

-----------------------------------------------------------------------

Je pense que tous les français connaissent ce livre pour l'avoir lu à l'école ou dans leur jeunesse pour le plaisir. Même de nos jours je pense - mais en tout cas dans des décennies antérieures comme me le prouvait cette très vieille dame dans le tram qui a eu un grand sourire en me voyant le lire; elle m'a dit l'avoir lu quand elle était adolescente. Pas tout à faut du temps de sa parution (quoique pas loin) mais ça montre l'universalité de ce livre.

D'autre part il se lit facilement malgré ses presque cent ans; le langage est fluide, moderne - les pages se tournent tout seul et j'avais plutôt l'impression de lire un livre bien plus récent. Mise à part ça, j'ai été ébloui par l'histoire - comment ne pas tomber sous le charme de ces personnages. Dès la première phrase on sent l'admiration de François pour son nouvel ami Meaulnes; on comprend que la relation entre les deux n'est pas tout à fait équilibré... il sera spectateur des aventures de Meaulnes, tout en essayant de tout son âme d'aider son ami.

L'histoire est si bien connu qu'un résumé ici est complètement superflu - j'ai essayé de convaincre des lecteurs danois d'oser les classiques français, dont j'en ai lu une partie... mais pas les plus costauds (Proust notamment). Certes Alain-Fournier n'est pas si lourd que Proust je pense; mais comme cela fait du bien de lire un livre si magnifique - qui reste gravé dans ta mémoire. Ca me mets l'eau à la bouche - et maintenant il faut partir à la recherhe des autres titres mythiques.

Le livre me rappellait aussi Gatsby le Magnifique - avec Nick, le narrateur comme François; l'ami calme, observant qui ne comprend pas tout à fait cette graine de folie qui fait fonctionner des gens comme Meaulnes et Frantz. Meaulnes est le grand blessé dans l'âme - l'être fragile et sensible tel Gatsby, qui croit toujours en ses rêves d'enfance et se réfuse d'admettre que le monde a evolué lui compris et que ce qu'on vit étant enfant n'a pas la même importance étant adulte. Il est touchant dans sa façon de vivre si intensément ses peines - mais aussi tragique comme l'était Gatsby quand il donnait des fêtes grandioses dans l'espoir d'y croiser Daisy.

François lui pardonne - tout! Sans doute - sans le comprendre - il sent que cet être est différent de lui; il sait qu'il n'aura pas le rôle d'un Frantz dans la vie - mais à sa façon il apporte aussi la stabilité dont a besoin Meaulnes; surtout il est là pour Yvonne - et c'est quasiment attendu et avec compréhension - sans regrets - qu'il le voit revenir pour partir avec la petite fille qu'il a lui-même soigné depuis la mort de son épouse. On sent la personnalité de François - son admiration et amour pour Meaulnes, et sa résignation devant l'impossibilité de le changer aussi fort que la folie qui fait vivre Meaulnes, ses idéaux irréalistes - ses rêves enfantins d'un monde pur et noble.

Je trouve que cette partie-là n'a rien de demodée même si ce sont des valeurs plus à l'ancienne; et je regrette déjà qu'il fût si vite terminé... surtout parce que je n'arrivais pas à le fermer. Donc un jour je serais prête pour Proust!

Tuesday, October 13, 2009

Le retour - Bernhard Schlink


  • French
  • October 9-12
  • 403 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Efter at have læst hans novellesamling, ville jeg kaste mig over en af hans senere romaner, som af mange anmeldere er blevet udråbt til at være efterfølgeren til 'Højtlæseren'. Ikke, at det er de samme personer, men temaet er meget tæt på - men det er i øvrigt tæt på Schlink's univers i det hele taget.

Denne roman er dog af en lidt mere tung kaliber synes jeg - og den når meget vidt omkring; den unge Peter Debauer bor i Tyskland og hver sommer holder han ferie hos sine schweiziske bedsteforældre, som er pensionerede og lever af at korrekturlæse små lette fornøjelsesromaner. Han får dog forbud mod at læse dem - og først som stor teenager, da bedsteforældrene er døde, overtræder han det forbud. Han læser historien om en tysk soldat, der har været tilfangetaget under krigen, og flygtende fra lejren kæmpet sig tilbage til sit hjem. Der venter hans kone ham - men nu med en ny mand og et nyt barn. Men den sidste side af bogen mangler...

Peter bliver besat af tanken om denne mand; han bruger al sin energi på at optrevle, hvordan slutningen virkelig var. Ikke mindst da han opdager, at der er mange paralleller til hans eget liv. Han har aldrig kendt sin far, som døde under krigen - men han ved ikke hvordan. Blot, at de kommer fra samme by, som forfatteren beskriver i sin bog. Senere opdager han pludselig, at hele historien om flugten er en slags kopi af Odysséen. Kvinden er Penelope, soldaten er Odysseus; Aiolos, som giver Odysseus vind er i romanen en flodpramsejer med en flyvemaskine; uhyret Skylla er nemt at finde i krigen - og så er Peter selv jo selvfølgelig Telemachos.

Bogen bliver hans egen odyssé; kampen mod moderens løgne om, hvem faderen i virkeligheden var - og hvad han vidste om sin søn. Det bliver Peter's kamp for at træde i karakter, især som han efterhånden opdager, at hans far havde flere identiteter og ikke var en krigshelt. Tværtimod finder han hans temmelig voldsomme skrifter udgivet i tidsskrifter tæt på Hitler - og han finder sin far, som lever i USA under en ny identitet - og i bedste velgående. Peter's Odyssé fører ham til Berlin, da muren falder; han lever sit liv på den manglende slutning af ungdommens roman - som skulle den have givet ham løsningen på sit eget liv.

Især da han bliver forelsket i Barbara, som bor i huset, hvor romanen foregik - og hun bliver opsøgt i døren af hendes omrejsende elsker/mand; en amerikansk krigskorrespondent... der er ikke langt mellem symbolerne her! Han rejser selv til USA - men som i en af hans mentale udgaver af romanen, så giver han sig ikke til kende overfor faderen. Er det af angst - eller fordi han efterhånden væmmes ved ham og hans måde at leve på? At altid finde undskyldninger og udveje for sine gerninger, sine løgne og sine ekstreme synspunkter...

Peter må selv hele rejsen igennem - hans egen Odyssé så at sige, inden han også vender hjem til sin Penelope uden at vide, om hun stadig venter ham. Der bliver brugt utrolig meget metaforik omkring denne odyssé - der er lange træk tilbage i Tysklands historie, som stadig vil præge generationer uden, at de nødvendigvis selv erkender det. Eller også er det som Schlink antyder med sin slutning - at vi skal videre og ikke kan hænge fast i fortiden?

Han er uden tvivl den forfatter, som bedst formår at formidle denne historie om det tyske folk i de mange år efter krigen. Han kommer netop ikke med en konfrontation eller løsning - fordi den ikke er der; det kan ikke afsluttes med blot en enkelt konfrontation men med hvert individs accept af den rolle de selv og deres forfædre har spillet. Den var ikke så bjergtagende som 'Højtlæseren' - men det er stadig en rigtig god roman! Måske især, hvis man har læst Odysséen og kan bruge metaforerne...

----------------------------------------------------------------------

J'ai été moins prise par ce récit que par 'Le liseur' - aucun doute! Néanmoins Schlink reste un auteur qui ose et qui arrive à capturer les sentiments que j'imagine doivent persister chez beaucoup d'allemands nés pendant ou juste après la guerre. Les questions sur le comportement de leurs parents ou grand-parents; leurs sentiments et responsabilités dans ce qui s'est passé.

Jeune il vit seul avec sa mère et visite ses grand-parents en Suisse pendant les vacances. Ils sont retraités et s'occupent de relire des petits romans mais que Peter n'a pas le droit de lire. Il obéit - mais des années plus tard, quand les grand-parents sont morts, il en lit un. L'histoire d'un soldat qui s'enfuit des camps en Sibérie et retourne en Allemagne. Il retrouve sa femme avec un autre homme et un autre enfant; or la fin de l'histoire manque. Peter veut connaitre la fin et ce roman devient un but dans sa vie.

Il reconnait un jour les symboles de l'Odyssée - l'auteur du roman a copié le voyage d'Ulysse en le faisant celui du soldat avec la femme dans le rôle de Pénelope qui attend... et il se dit qu'il doit être Télémachos, le fils. Il se lance à la recherche de la fin du roman, et en se faisant il tombe amoureux de Barbara, qui habite l'immeuble dans le roman. Avec elle il vit une histoire d'amour pareille - il se retrouve comme l'homme à la porte quand un autre homme revient; or il part et sa vie échoue.

Ces multiples fins possibles de l'histoire commencent à guider sa vie; il n'est pas capable de s'assumer, d'affronter - à peine parfois la mère et les mensonges qu'elle lui a raconté sur le père et leur histoire commune. Son Odyssée personnelle le mène à Berlin après la chute du mur, aux Etats-Unis à la recherche du père qui y vit sous une autre identité - mais il n'osera jamais l'affronter. Peut-être parce qu'il n'y a pas une nouvelle guerre à gagner? Cette guerre-là est finie - les allemands vivent et vivront avec les conséquences; mais tout un chacun ne peut pas se sentir aussi concerné - il faut savoir laisser partir le passé et vivre au présent.

Je pense que Schlink se refuse à une confrontation pour ne pas mettre de point à cette question; cela donne une fin un peu vague à mon goût, mais peut-être la mieux adaptée? Tout repose beaucoup sur les symboles de l'Odyssée, donc si on ne le connait pas je pense que cela devient moins intéressant. Peter finit comme Ulysse - et comme son père (sur certains points); il finit son propre Odyssée en retournant vers Barbara, sa Pénelope qu'il a laissé pour élucider toutes ses questions sur le passé.

Pas un mauvais roman - mais il manquait quelque chose je trouve.

Thursday, October 8, 2009

La nuit sacrée - Tahar Ben Jelloun


Efterfølgeren til 'Sandbarnet', som jeg læste i søndags, fortæller Ahmed/Zahra's egen version af historien. Det er ikke længere professionelle fortællere, men hovedpersonen fra den første bog, som nu fortæller, hvad der virkelig skete. Det er en helt anden historie end den, som fremgik af sandbarnet, hvor enhver forsøgte at gøre sig selv til en biperson i Ahmed's tragiske liv.

'Virkeligheden' er dog stadig en fantasifuld historie - om Ahmed, der nu klædt som kvinde bliver bortført af en sheik og ført til en magisk landsby kun befolket af børn. Derfra bliver hun udstødt, da sheiken lader sig påvirke af hendes feminitet, og hun drives ud i ørkenen, hvor hun bliver voldtaget af en fremmed. Det er hendes første fysiske kontakt med et andet menneske i hele hendes liv - og så er det en voldtægt. Derfra flygter hun længere væk; møder en mystisk kvinde, som bestyrer en hammam. Hun bosætter sig sammen med kvinden og dennes blinde bror, som hun indleder et forhold til.

Der er meget snak om sex - og den plads det har i det muslimske samfund. Det var måske mere opsigtsvækkende at skrive om i 1987; jeg synes efterhånden, at det er lidt fortærsket - og jeg havde svært ved at holde entusiasmen gående. Samtidig er der igen de enorme skift mellem virkelighed og total overdreven symbolik. Jeg synes personligt, at udsvingene er alt alt for store.

Vi følger Ahmed/Zahra, da han myrder sin onkel som straf for hans had til familien - hun kommer i fængsel, hvor hun vælger at leve som blind i sympati med hendes elsker uden for fængslet. Fem af hendes syv søstre opsøger hende i fængslet og syer hendes kønsdele sammen efter at have skamferet hende. Det er meget voldsomt - og i min verden harmonerer det dårligt med den nærmest poetiske stil fra 1001 nats eventyr, som afslutter bogen... igen i en verden og i en situation, hvor man ikke ved, hvad der reelt er sket - eller om det er en drøm, en vision.

Jeg var kort sagt ikke begejstret. Jeg synes, at den var meget svær at hænge fast i. Desuden samler den slet ikke trådene fra den første del. Desværre!

---------------------------------------------------------------------

Soit je ne comprends rien à rien; soit ce n'était pas le moment - car je n'ai pas accroché du tout. Il était différent de 'L'enfant de sable' certes, puisque cette fois-ci c'est Ahmed/Zahra lui-même qui raconte son histoire.

Comment elle s'est échappée après les funérailles de son père pour être enlevée par un cheikh qui l'emmène dans un village inconnu et mystérieux uniquement habité par des enfants. Elle en est expulsée par les enfants aussi quand ils remarquent son influence sur le cheikh. Elle part dans le désert où elle sa première rencontre physique - avec un homme qui la viole. C'est un peu le problème que je ressens avec ce livre; il parle énormenent de sexe - l'acte sexuel, les sexes des hommes et des femmes. Je ne sais si c'est pour choquer les lecteurs musulmans - et je ne suis pas pudique; mais je trouve ça lassant à la fin.

Sans doute que cette ouverture d'esprit dans un roman musulman en 1987 a été nouveau; aujourd'hui nous retournons je pense vers des approches plus subtiles? Comme la scène où elle est mutilée et cousue par cinq de ses soeurs quand elle se retrouve en prison pour le meutre de son oncle.

En sortant du désert elle rencontre l'Assise - une femme bizarre qui gère un hammam. Elle s'installe avec elle et son frère aveugle, le Consul, avec lequel elle entame une relation amoureuse. Ils deviennent très proches dans leur destin de mutilés - et il la visite encore dans le prison. Mais il finit par la quitter aussi - mais peut-être le retrouve-t-elle en sortant? En totu cas elle se dirige vers la mer où elle entre dans une maisonnette blanche; elle y retrouve un homme - le Saint. Je ne pense pas du tout avoir capté tout le symbolique de ces deux livres! Je trouve qu'ils ne se retrouvent pas à la fin; il y a trop de surréalisme - trop d'écart entre une réalité violente et troublante et un imaginaire trop farfelu...