Dette er en af de klassikere, som uden nogen som helst tvivl er det! Den er det ikke, fordi den er blevet udråbt til det for mange år siden - og litterært snobberi har holdt ild i den tro; det er bare en bog, der efterlader en helt målløs! Jeg slugte den på to dage - de 329 sider efterfulgt af 83 siders analyse og biografi af forfatteren skrevet i 1922-23 af hans svoger.
Alain-Fournier er et pseudonym for den franske forfatter, Henri-Alban Fournier - som dog kun nåede at skrive en enkelt roman i hele sit korte liv. Han er født i 1886 og døde i starten af 1. verdenskrig ved de første slag ved Verdun, efter at have udgivet sin roman Min store ven i 1913. Det er derfor ikke en helt ny roman og den danske oversættelse stammer da også fra 1942, og den vil nok være ret umulig at finde andetsteds end i et antikvariat nu.
Men i fransk litteratur er det en af de absolutte referencer - på en 9. plads af det 20. århundredes vigtigste bøger; og da jeg købte den for et par uger siden, opdagede jeg, at jeg faktisk allerede havde den; men ikke med den ekstra biografi bag i. Sproget har til gengæld intet forældet eller støvet over sig; faktisk er det så fængende og nutidigt, at man slet ikke tænker over, at det er en næsten hundrede år gammel bog.
Historien starter med, at Augustin Meaulnes kommer ind i François Seurel's liv en dag i 189... tidsfæstelsen er med vilje lidt utydelig. Seurel's far er skolelærer i en lille landsbyskole langt fra alt, hvor Meaulnes skal læse og bo. Han og François bliver hurtigt venner - den 15-årige François i en næsegrus beundring for den to år ældre fantastisk spændende personnage som Meaulnes er, i det lidt trivielle landsbyliv, han ellers har levet. Det er François. som fortæller hele historien i tilbageblik langt senere - som han huskede de år Meaulnes var så stor en del af hans liv.
En dag forsvinder Meaulnes - han vil hente François' bedsteforældre på banegården et stykke væk; men han farer vild og ender på Herregården uden navn, som den bliver kaldt i starten af bogen. Der kommer han med til en fest med børn og gamle, rige og fattige - en magisk verden. Han møder den unge slotsherre, Frantz de Galais, som skulle have fejret sin forlovelse - men Valentine, hans forlovede, har fortrudt og Meaulnes bliver vidne til Frantz's forsvinden. Han møder også Yvonne, Frantz's søster - som han forelsker sig i; inden han må forlade festen og tage tilbage. Men han kan ikke glemme Yvonne eller herregården, og bruger al sin tid på at forsøge at rekonstruere den vej han tog for at kommer derhen.
Meaulnes og François holder sig lidt for sig selv; François som tilskuer til Meaulnes' spændende liv og især drømme... hans ideelle verden er lidt fantasifuld og drømmeagtig og meget barnlig. En dag kommer der gøglere til byen - og efter en del dramatiske handlinger opdager de, at den ene gøgler er Frantz de Galais. Efter flugten fra slottet lever han på landevejene for at glemme sin ulykkelige kærlighed. Han fuldender næsten kortet for Meaulnes, men til sidst opgiver denne at finde Yvonne og tager i stedet til Paris for at studere, og vente på hende foran det hus, hvor hun efter sigende skulle tilbringe noget tid i Paris. Her møder han en ung pige, som ligesom ham, sidder og venter hver dag.
François finder ved et tilfælde Herregården uden navn og Yvonne. Han aner sin chance for at gøre sin ven lykkelig - og han bringer de to sammen. Meaulnes er dog besat af en anden tanke nu, som François ikke forstår eller kender til; og morgenen efter brylluppet tager han afsted for at finde Frantz, som i hemmelighed var dukket op ved herregården under brylluppet. François havde dog sendt ham afsted med løfte om, at Meaulnes ville hjælpe ham med at finde Valentine et år senere - først skulle han have lov at nyde sin egen lykke. Men Meaulnes kan ikke give slip, før alle er tilfredse - det er hans naive verdensopfattelse og hans ædle løfte til Frantz afgivet som teenager, der piner ham.
François bliver Yvonne's platoniske ven under Meaulnes fravær - han træder i sin vens sted uden at dømme ham, og uden at turde elske Yvonne. Han ved, at han selv er langt fra den drømmer som Meaulnes er, og som har fascineret Yvonne. Men Yvonne er blevet gravid på bryllupsnatten og dør kort efter fødslen af en lille datter, og François overtager nu i sin vens sted herregården og lever der med den lille pige - mens han venter på Meaulnes.
Meaulnes til gengæld farer landet rundt for at forene Frantz og Valentine i sin skyldfølelse over at have forført Valentine, da de mødtes i Paris. Da han opdagede, at Valentine var Frantz' elskede kan han ikke tilgive sig selv. Han mener selv at skylde Frantz alt - og han må derfor redde deres lykke. Det gør han - men på bekostning af sin egen; da han vender hjem er Yvonne død, og han tager den lille pige og forsvinder!
Meaulnes er på alle måder ærketypen af ungdommelige idealer - det er en person, der nægter at vokse; at indse, at det der var en drengeleg ikke skal ødelægge hans liv for ham. Hans principper er så stærke, at han er villig til at opgive alt for at indfri sine løfter. Han er samtidig for følsom til denne verden - hans idealer er for rene og for uopnåelige; hvad François forgæves forsøger at fortælle ham. Selv om han er François' ven, så tiltrækkes han jo mere af den uforudsigelige Frantz, som lever sine passioner til fulde som han selv.
Flere steder mindede romanen mig om det trekantsdrama, man også ser i The Great Gatsby - Nick, fortælleren, er François - den rolige og fornuftige; Meaulnes er Gatsby, som lever i illusionen om det uopnåelige og en drøm fra en fortid. Gatsby er skrevet lidt senere, og den foregår i et overklassemiljø og ikke langt ude på landet i Frankrig, men det er kampen for idealerne og troen på, at barndommen og ungdommen kan fastholdes... som den mystiske herregård jo er symbolet på. Det magiske sted, vi alle har i os - og som vi forgæves kæmper for at holde fast i som voksne. Symbolsk nok er stedet nærmest revet ned, da Meaulnes og Yvonne endelig mødes - Meaulnes har i mellemtiden kendt Valentine; men han tror, at han kan redde sine illusioner ved at gifte sig med Yvonne. Men øjeblikket var passeret uden, at han vil indrømme det for sig selv.
Der er også mange lighedspunkter til det, jeg kender til Proust - stemningen er den samme; sproget er uden nogen som helst tvivl noget mere lettilgængeligt! Men pudsigt nok hedder et af kapitlerne A la recherche du sentier perdu - På sporet af den tabte sti... til herregården. Proust's første bind af På sporet af den tabte tid udkom også i 1913. Det er en brydningstid, hvor Flaubert var forældet og Maeterlinck og Gide var de nye strømninger, som inspirerede Alain-Fournier. Det var starten på impressionismen og det afspejles tydeligt i denne roman, som Alain-Fournier arbejdede på i lang tid inden han fandt frem til formen, som han skrev til sin svoger: "Jeg begyndte ganske enkelt at skrive, som jeg skriver et brev; små tætte afsnit og en historie, som kunne have været min egen".
Alain-Fournier er meget tæt på sin karakter Meaulnes; en drømmer, som sagde om sig selv, at han nok ikke var helt reel. Men det blev han i fransk litteratur; selvom han døde ung, er der stadig folk, der leder efter slottet/herregården i overbevisning om, at han må have beskrevet et af stederne fra sin barndoms egn. Da hans krop i 1991 - 77 år efter - blev fundet, blev der rejst et monument over ham, og der er en udførlig hjemmeside med analyser, billeder og historie om hans 28-årige liv.
Som sagt - fuldt fortjent; og hvis man falder over den på et loppemarked en dag... så er det en perle at få med hjem!
-----------------------------------------------------------------------
Je pense que tous les français connaissent ce livre pour l'avoir lu à l'école ou dans leur jeunesse pour le plaisir. Même de nos jours je pense - mais en tout cas dans des décennies antérieures comme me le prouvait cette très vieille dame dans le tram qui a eu un grand sourire en me voyant le lire; elle m'a dit l'avoir lu quand elle était adolescente. Pas tout à faut du temps de sa parution (quoique pas loin) mais ça montre l'universalité de ce livre.
D'autre part il se lit facilement malgré ses presque cent ans; le langage est fluide, moderne - les pages se tournent tout seul et j'avais plutôt l'impression de lire un livre bien plus récent. Mise à part ça, j'ai été ébloui par l'histoire - comment ne pas tomber sous le charme de ces personnages. Dès la première phrase on sent l'admiration de François pour son nouvel ami Meaulnes; on comprend que la relation entre les deux n'est pas tout à fait équilibré... il sera spectateur des aventures de Meaulnes, tout en essayant de tout son âme d'aider son ami.
L'histoire est si bien connu qu'un résumé ici est complètement superflu - j'ai essayé de convaincre des lecteurs danois d'oser les classiques français, dont j'en ai lu une partie... mais pas les plus costauds (Proust notamment). Certes Alain-Fournier n'est pas si lourd que Proust je pense; mais comme cela fait du bien de lire un livre si magnifique - qui reste gravé dans ta mémoire. Ca me mets l'eau à la bouche - et maintenant il faut partir à la recherhe des autres titres mythiques.
Le livre me rappellait aussi Gatsby le Magnifique - avec Nick, le narrateur comme François; l'ami calme, observant qui ne comprend pas tout à fait cette graine de folie qui fait fonctionner des gens comme Meaulnes et Frantz. Meaulnes est le grand blessé dans l'âme - l'être fragile et sensible tel Gatsby, qui croit toujours en ses rêves d'enfance et se réfuse d'admettre que le monde a evolué lui compris et que ce qu'on vit étant enfant n'a pas la même importance étant adulte. Il est touchant dans sa façon de vivre si intensément ses peines - mais aussi tragique comme l'était Gatsby quand il donnait des fêtes grandioses dans l'espoir d'y croiser Daisy.
François lui pardonne - tout! Sans doute - sans le comprendre - il sent que cet être est différent de lui; il sait qu'il n'aura pas le rôle d'un Frantz dans la vie - mais à sa façon il apporte aussi la stabilité dont a besoin Meaulnes; surtout il est là pour Yvonne - et c'est quasiment attendu et avec compréhension - sans regrets - qu'il le voit revenir pour partir avec la petite fille qu'il a lui-même soigné depuis la mort de son épouse. On sent la personnalité de François - son admiration et amour pour Meaulnes, et sa résignation devant l'impossibilité de le changer aussi fort que la folie qui fait vivre Meaulnes, ses idéaux irréalistes - ses rêves enfantins d'un monde pur et noble.
Je trouve que cette partie-là n'a rien de demodée même si ce sont des valeurs plus à l'ancienne; et je regrette déjà qu'il fût si vite terminé... surtout parce que je n'arrivais pas à le fermer. Donc un jour je serais prête pour Proust!
