Strandingen - Peter Krogsted Nielsen

 

• Dansk
• 8.-9. december
• 247 sider

Et måske mindre kendt aspekt af 2. Verdenskrig er de mange flygtninge, der befandt sig i Danmark ved afslutningen i maj 1945. Det var det i hvert fald for mig, hvor skoletimerne fokuserede på frigivelsen af koncentrationslejrene, de politiske efterdønninger med den kolde krig og jerntæppet. For i Danmark var vi jo besatte, men ikke aktive deltagere i krigen.

Alligevel var der tusindvis af fordrevne indenfor vores lands grænser - krigsfanger bragt til landet for at arbejde for tyskerne eller tyskere selv som i krigens sidste måneder anede, hvor det bar hen og forsøgte at flygte ud af hjemlandet. Med sig bragte de tit fanger, så det blev svært for myndighederne at vurdere, hvem der var her af hvilke årsager.

Derudover er der den fantastiske historie om flydedokken, der sendes afsted fra Nordtyskland med knap 1500 russiske, franske og belgiske krigsfanger inklusive deres tyske vogtere. Det var et desperat forsøg på at flytte fangerne til Flensborg efter Berlin var faldet, men skibene blev angrebet af de allierede og flydedokken endte med at flyde rundt i Østersøen af egen kraft. Mændene ombord drev rundt i flere dage uden vådt eller tørt, mens de forsøgte at dirigere dokken. Endelig fik de den i kurs mod land, men de troede de var tilbage i Tyskland. I stedet havnede de på Langeland, hvor de lokale var lige så chokerede, og ikke anede om de kom for at angribe eller ej. Skæbnen ville det, at de gik på grund netop den 4. maj som frihedsbudskabet lød i de danske radioer.

Bogen fortæller primært historien om disse fanger og hvordan langelænderne måtte håndtere denne enorme mængde mennesker i det lille samfund. Tyskere skulle skilles fra fanger. Syge skulle behandles. Alle skulle have mad og drikke - men tyskerne lidt mindre godt end fangerne! De skulle indlogeres, og de skulle identificeres så man var sikker på deres legitimitet og oprindelse.

Franskmændene var nok de finere fanger - de var de kultiverede interessante mennesker, der også hurtigere kom hjem. Russerne, som i realiteten kom fra mange steder, der i dag er selvstændige lande (Baltikum, Polen, Kaukasus osv.) måtte vente lidt længere og deres skæbne var langt mindre glorværdig. At blive taget til krigsfange var strafbart i den Røde Hær og der ventede dem ikke samme heltemodtagelse ved hjemkomsten.

De lokale glemte nok aldrig de måneder de havde besøg af de mange fanger. Nogle holdt kontakten livet igennem, mens det var mere problematisk for de russiske fanger. De kom tilbage til Stalins Rusland - og kontakt med danskere ville være kontakt til en kapitalistisk magt.

Det er et virkelig interessant kapitel danmarkshistorie og bogen er rigt illustreret. Det bliver lidt tørt visse steder - især kapitel 7 blev for akademisk til at gøre det rigtig relevant for et bredere publikum. Men interesserer man sig for krigen og/eller Danmarks historie er det interessant læsning.

L'homme qui peignait les âmes - Metin Arditi

 

• Fransk
• 6.-7. december
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis det er en bog om malerier eller malerkunst, så falder jeg altid i fælden og køber! Titlen - Manden, der malede sjæle - er jo også besnærende. 

Vi er i 1079 i det nordlige nuværende Israel i byen Acre, hvor den 14-årige Avner bor med sine forældre og kusinen Myriam. De er jøder, men der er katolske klostre i området og Avner leverer dagligt fisk dertil. Det er her, han første gang ser et ikon malet af en af klostrets ikonograf. Eller skrevet af, som de siger. For den katolske kirke - ligesom islam og judaismen - tillader ikke helgendyrkelse gennem portrætter, men derimod en tolkning af Bibelen, som skal ses i ikonet.

Avner fascineres af ikonet, og gennem et år arbejder han på at studere katolicismen for endelig at blive døbt. Han er dog ikke mere troende end, at han sideløbende har et intimt forhold med kusinen. Hans dobbeltgængeri opdages, og han udstødes af familien - den omrejsende Mansour, som er muslim, tager ham under sine vinger og sammen rejser de videre mod Bethlehem. 

Der får han arbejde som ikonograf i Mar Saba-klostret og bliver hurtigt den dygtigste, og mål for de andre munkes jalousi. Men hans ikoner bliver også mere og mere livagtige, og hans hybris ender med at blive hans fald. Han smides ud af klostret, og alle hans ikoner brændes.

Avner er nemlig ikke troende i den forstand, at han bekender sig til en enkelt religion. Han ser det smukke i mennesket som Guds skabning, og begynder nu at male deciderede menneskelige portrætter af alle, der vil. En praksis, der er i strid med alle monoteistiske religioner på den tid, men malerierne ser ud til at forsone mennesker med både dem selv og deres fjender.

Det er en roman, og Avner fra Acre findes ikke i historiebøgerne. Dog har man opdaget, at et ikon i Mar Saba er langt ældre end først antaget. Det er baggrunden for idéen om, at man overskred grænserne for malerierne. Dog synes jeg hele historien bliver en lektion i samhørighed - at vi alle er Guds skabninger, uanset religion, og har de samme grundværdier. Det bliver lidt for komfortabelt, at Avner færdes på kryds og tværs af judaisme, kristendom og islam. I bogen ender det da også galt, og så slutter det med et lidt for fabelagtigt eventyr om Mansours kamel og muldyr, der tager hævn - den del kunne jeg godt have været foruden.

Street of Eternal Happiness - Rob Schmitz

 

• Engelsk
• 1.-4. december
• 326 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Rob Schmitz er en amerikansk journalist, der i dag rapporterer fra Berlin for NPR - den amerikanske public service-radio. Han har arbejdet i en del lande udenfor USA - deriblandt Kina, hvor han boede i en årrække. Fra 2010 til 2016 boede han i Shanghai i gaden, der poetisk hedder Street of Eternal Happiness.

Hans gade ligger i det tidligere franske kvarter, hvor der engang stod små smukke huse nu erstattet af glas- og metaltårne i det moderne Kina. Men beboerne er en blandet flok af indbyggere fra dengang og fra områder udenfor Shanghai. Schmitz har den store fordel at tale mandarin, og han kommer derfor nemmere i kontakt med de lokale. De fleste viser sig dog ikke at være så lokale.

Hans bog foregår i gaden i samtaler med dens indbyggere, men derigennem kommer vi også igennem den del af det moderne Kinas historie med de strabadser befolkningen går eller har gået igennem. Det er barsk læsning!

Vi ved jo, at Kina ikke er pionerer indenfor menneskerettigheder, men at læse om familier, der tvinges fra hinanden eller fra hus og hjem på den mest brutale facon er alligevel rystende. Der er så mange regler, der stadig overlever i bedste maoistiske ånd, at det stadig er svært for menigmand at bryde ud af det, der minder om en stavnsbinding. Man er bundet til det sted, man er registreret som borger - så kan man flytte til storbyen og bo og arbejde, men den dag ens børn skal i skole, skal det foregå i hjembyen. Det betyder, at forældre sender deres børn væk og selv bliver i byen, hvor der er flere penge at tjene.

Et andet stort problem er eksproprieringen - de gamle traditionelle huse skal ned for at skabe plads til glasmonstrene. Flytter man ikke frivilligt, vågner man en morgen til et nedrykningsteam, der mest af alt minder om en mafiatrup. De flår dig ud af sengen og huset uden ejendele, og så brænder de huset af. Nu er jorden klar til at blive solgt til højest bydende, og beboerne har ingen ejendele eller penge til at komme videre for.

Der er ikke noget at sige til, at den kinesiske version af bogen er forbudt i Kina. Som vestlig journalist har Schmitz nemmere mulighed for at rejse rundt i landet, og han rejser med nogle af beboerne til deres hjembyer for at se, hvordan familierne lever der. I evig venten på penge fra storbyen - eller nyt fra familien, der har gjort lykken der. Det minder på mange måder om de flygtninge, vi ser i Europa, der har familie i Afrika eller Mellemøsten - Kina er blot så stort, at problemet forbliver indenfor landets grænser.

Det moderne Kina er absolut mere kapitalistisk - og det får fatale konsekvenser for nogle af gadens indbyggere som den ældre dame, der falder for det ene pyramidespil efter det andet i håbet om at blive rig. Hun tror blindt på samtlige svindlere, der lover hende børsnoteringer og formuer - for hun er af en tid, hvor man blev hjernevasket til at tro på ideologien og systemet og ikke stille kritiske spørgsmål. Denne ældre befolkning har svært ved at omstille og tilpasse sig.

Nu er bogen jo snart ti år gammel; dog er spørgsmålet nok, hvor meget der reelt har ændret sig? Huskert man billederne af indbyggere, der blev barrikaderet i deres ejendomme under pandemien, er min tanke, at der stadig er lang vej. 

Det var på mange måder interessant. Det var dog også lidt ensformigt, og for mange gange gentager Schmitz en persons baggrund (i tilfælde af at læseren har glemt det) - men det ødelagde det lidt for mig, så jeg gik lidt i stå undervejs. Men jeg lærte da en hel del - nedslående - nyt om verden.

Natteskov - Djuna Barnes

 

• Engelsk
• 29.-30. november
• 192 sider
• Originaltitel: Nightwood

Djuna Barnes er kunstnernavnet for den danske forfatter Maria Gerhardt, som hun brugte når hun arbejdede som dj. Men hun var inspireret af virkelighedens Djuna Barnes (1892-1982), som var en amerikansk forfatter og journalist, og mest kendt for sit hovedværk Nightwood, der blev et af de første og største lesbiske litterære værker. 

Jeg læste en del om hende i bogen om udenlandske kunstnere i Paris i august, og den stod på ventelisten. 

Hvordan skal man så beskrive den roman? Med så massive forventninger er det svært ikke at blive skuffet desværre. Der er ingen tvivl om, at den var banebrydende, da den udkom i 1936. Samtidig er den stilistisk ret kompliceret, inspireret som den var af moderne abstrakt kunst, surrealisme og de andre -ismer, der florerede på den tid.

Historien samler en lang række personer, og det er svært at holde blot nogle af dem rigtigt centreret i romanen. Men en af hovedpersonerne er Robin Vote, som bliver gift med Felix - en østrigsk dandy, som påstår at være aristokrat. Robin møder Nora Flood - en amerikansk kvinde - og de to indleder en hed affære, som fører til, at Robin forlader Felix og deres søn Guido.

Nora er baseret på Djuna Barnes selv, mens Robin er Barnes' elskerinde Thelma Wood. Titlen skulle være et ordspil på Nigh T. Wood - altså "tæt på T. Wood". Deres forhold, som varede fra 1921-29 var ikke uden konflikter - jalousi, utroskab, druk - og det samme går igen i romanen mellem Robin og Nora.

Rundt om de to kvinder følger vi Felix og en mystisk doktor, som filosoferer over livet - meget af tiden udklædt som kvinde. Han fører lange monologer med råd til de to kvinder om deres forhold og konflikter. Det ender fuldstændig surrealistisk med en scene, hvor Robin i en kirke møder Noras hund og selv antager en dyrisk form. Det er så absolut i tråd med tidens kunstneriske bevægelser. Det er også en fortælling om Barnes' eget kærlighedsliv og det bristede forhold til Wood - som i øvrigt ikke var særlig imponeret over bogen.

Jeg forsøger at læse"klassikere" - de bøger, der af udefinerlige årsag transcenderer tid og sted - et par gange om året. Det betyder jo så, at visse er af ældre dato og det kan have sine udfordringer. Jeg har læst flere meget begejstrede anmeldelser af denne bog - en del af dem noget ældre - og gennemgående siges det, at man skal læse den en del gange for at komme til bunds i den. Det tror jeg nu ikke jeg har tålmodighed eller overskud til. Det er lidt rodet; det stikker i alle retninger - og jeg er nok ikke modtagelig overfor denne surrealistiske skriveform. Men historien omkring historien er absolut interessant set i et større kunstnerisk perspektiv.

Le nom sur le mur - Hervé Le Tellier

 

• Fransk
• 28. november
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik en ny stak bøger leveret torsdag aften - og den første læste jeg så på en dag. Det er godt, jeg mere end når mit mål om, at halvdelen af de læste bøger skal være fra biblioteket! Det ska dog siges, at det var en meget lille bog - jeg læste knap halvdelen om morgenen inden arbejde og så var der lige til aftenlæsning.

Den fransk forfatter, der vandt Goncourt-prisen i 2020, købte lige inden pandemien et hus i en lille landsby nord for Avignon. Da han begynder at rydde op i hus og have, finder han et navn ridset ind i en sten i husets murværk - André Chaix. Det samme navn finder han på byens monument over døde for fædrelandet - et sørgeligt monument som stort set alle franske (og belgiske) byer har for såvel 1. som 2. Verdenskrig. Han kan se, at André kun blev tyve år gammel.

Le Tellier begynder at grave i, hvem denne unge mand var og hvorfor hans navn står på hans mursten. Det sidste finder han ikke svaret på, men han finder ud af, at André døde i modstandsbevægelsen.

Det bliver til en rejse rundt i nazismens greb om Frankrig - men også, hvordan ideologien kunne påtvinges en hel tysk befolkning med eksempler på psykiske forsøg på demagogi, der senere er blevet udført.

Han finder navnet på Andrés ungdoms kærlighed, og både fotos og andre ejendomme, som André efterlod og i dag er på et lokalt museum.

Men det er som sagt en lille bog, og da der ikke er nogen overlevende, der kendte André personligt, er det begrænset, hvor tæt vi kommer på André som menneske. Det er snarere et lille portræt som kunne være af André eller en af de mange andre unge mænd, som satte deres liv på spil for friheden - og mistede det. 

Det er jo selvfølgelig også endnu en Covid-roman; hvad gør man som forfatter, når man er ude af stand til at rejse eller forlade sit hus? Det er ikke en dårlig bog - absolut ikke. Det er blot en meget hurtig lille ting.

The River Is Waiting - Wally Lamb

 

• Engelsk
• 24.-27. november
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor Wally Lambs romaner aldrig er blevet oversat til dansk. Ikke én eneste af de syv romaner, han har udgivet over en årrække på 33 år. Han er ikke meget produktiv, og foretager sig en masse andet ved siden af - som fx at undervise i skrivning i et kvindefængsel. Men det er nogle af de bedste samtidskritiske amerikanske romaner indenfor de seneste årtier synes jeg.

Denne roman har været seks år undervejs - som med hans andre romaner tager det tid. 

Da jeg læste nogle anmeldelser af bogen inden jeg gik i gang, var jeg lige ved at droppe den. De lød meget på en stigende politisk bevidsthed, som åbenlyst var et problme for en del af hans fanskare. Efter læsningen kan jeg kun konkludere, at Lamb er demokrat og hans protagonisters holdninger er Trump-kritiske - hvilket er nok til at hidse masserne op i disse tider. Det var nu ikke nyt for mig; når man kender hans romaner, er det et samfundskritisk syn på fx våbenlovgivningen, som han skrev om i The Hour I First Believed. Det passer heldigvis fint til mine holdninger - og nok de fleste europæeres - og han er og bliver en fantastisk historiefortæller.

Romanen starter i april 2017, da Corby er hjemmegående far med to-årige tvillinger. Han har mistet sit arbejde, og da depressionen over det griber om sig, begynder han at tage piller og drikke. Ikke voldsomme drukture, men et skvæt rom i morgenkaffen og et par piller til at starte dagen på. Han mener selv han har styr på det - og konen, Emily, bemærker intet.

En morgen går det galt, da han skal have børnene ind i bilen. Han bliver distraheret af naboerne, og glemmer, at den ene tvilling - drengen - ikke er i bilen. I stedet er han bag den, og Corby kører ham over, og drengen dør. Det minder lidt om en sidehandling i The Hour I First Believed. Måske har idéen luret i ham og nu er den så blevet til en selvstændig historie.

Den slags ulykker sker jo en gang imellem. Oftest bliver kategoriseret som en tragisk hændelse, hvor den skyldige forælder har straf nok i skyldfølelsen. Men Corbys misbrug sender ham i fængsel i tre år, hvor han pludselig skal omgås hårde kriminelle.

Historien følger de tre år i fængslet, hvor han kæmper for at overleve, komme ud af sit misbrug, bevise sine gode intentioner, kæmpe for ægteskabet og for at se sin datter. Han ved, at han gør klogest i at holde lav profil, men han stritter imod fængselsbetjentene, der misbruger deres magt. Det får fatale konsekvenser for hans ophold i fængslet og langt derudover. 

Det er så dybt tragisk som de fleste af Lambs romaner er; man ved, at det vil ende galt men håber og håber, at Corby kommer ud og videre i livet. Jeg måtte have en Kleenex til hjælp til de sidste tyve siders epilog, hvor nogle af de andre protagonister overtager fortællingen - Emily, hans psykiater og hans cellekammerat.

Udover indsigten i fængselsforholdene kommer vi også omkring den originale amerikanske befolkning, den evindelige amerikanske racekrig med det hvide patriarkat og Covid-pandemien. Nok af kontroversielle emner, som han formår at formidle i en hjerteskærende fortælling.

Hans pointe er, at vi er komplekse mennesker - ikke kun gode, ikke kun dårlige. Vi er mennesker, og et enkelt øjeblik kan ændre resten af vores liv.

Audition - Katie Kitamura

 

• Engelsk
• 22.-23. november
• 208 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg venter altid spændt på Barack Obamas Reading list. Der er tit en del non-fiction, men han læser ivrigt romaner, og jeg har flere fra hans 2025-liste på min egen nu.

Dette var den første jeg nåede til - og den var mildest talt udfordrende. Ikke sprogligt, hvor det flyder godt, og beskrivelserne er intense og smukke. Men historien skal man fordøje - eller i hvert fald forsøge at finde op og ned på.

Bogen er opdelt i to dele. I første del møder vi en unavngiven fortæller, men opdager, at hun er en midaldrende kvindelig skuespiller. Hun er gift med Tomas, som er forfatter, og de bor i en pæn lejlighed i New York. Nu mødes hun på en restaurant med en langt yngre mand, Xavier. Han har opsøgt hende, fordi han mener, han er hendes søn. Mens de sidder der, træder Tomas ind - og hun tænker han spionerer, og mistænker hende for utroskab. Xavier får arbejde på det stykke, hun arbeder på - som er en kompliceret fortælling, hvor en central scene skal forandre karakteren halvvejs inde i stykket.

I anden del af bogen er Xavier hendes søn - og han vil nu flytte tilbage til forældrenes lejlighed. De har vænnet sig til deres tosomhed, men det går fint indtil Xaviers kæreste også flytter ind.

Hvad er virkelighed i denne historie? Er Xavier hendes søn - eller ej? Der kommer intet entydigt svar. I stedet cirkler vi rundt om temaer som vores liv som en form for skuespil, hvor vi alle har en rolle. Tomas indtager flere roller i de to dele, og deres ægteskab anskues også forskelligt - har hun en affære eller ham?

Det er udelukkende op til læseren at vurdere hvilken del er den sande. Eller måske anskue det som den samme historie men skrevet med to forskellige udfald. De samme personer - fortælleren, Xavier og Tomas - men i to vidt forskellige virkeligheder og dynamikker. Det er temmelig udfordrende, hvis man godt kan lide en klar linje fra start til slut og en klar fortælling. Jeg kan kun konkludere, at Obama nok har mere sofistikeret læsesmag end jeg har.

Shosha - Isaac Bashevis Singer

 

• Fransk
• 18.-21. november
• 408 sider
• Originaltitel: Shosha

Jeg fik en fornyet lyst til at læse Isaac Bashevis Singer efter min rejse til Warszawa i sommer; det er altid en anden oplevelse, når man kan sætte indre billeder på de steder, der beskrives. I tilfældet med Warszawa er det selvfølgelig ikke helt så enkelt, da stort set intet af byen, som den så ud i mellemkrigstiden står tilbage i dag. Men alligevel fornemmer man stemningen, som den har været da en af byens største befolkningsgrupper var jøder. Det var her Singer voksede op, og mange gadenavne findes endnu.

Denne roman er fiktion, men virker til at have trukket en del inspiration fra Singers eget liv.

Hovedpersonen, Aaron Greidinger, er en ung mand, som forsøger at finde sin vej i livet som forfatter. Han møder i 1930'erne det amerikansk-jødiske par Betty og Sam - de er velhavende, og Betty er skuespiller. Så Aaron skriver et teaterstykke til hende, og de to indleder en affære med mandens fulde opbakning.

Men Aaron møder også sin barndomsveninde, Shosha, igen. De to legede sammen som børn, men flytninger og tiden kom i vejen, og de er nu voksne. Men Shosha er ikke som de andre; hun er mentalt handicappet og er forblevet lidt naiv og uskyldig. I denne brydningstid mellem de to verdenskrige bliver hun symbolet på renheden og uskylden, som verden endnu engang er ved at miste - og i særdeleshed jøderne i Polen. Aaron svinger mellem Shosha og de fornemme verdensdamer, der kurtiserer ham - men han kan ikke give slip på Shosha.

Da han får muligheden for at flygte til Amerika, da tingene begynder at spidse til, siger han da også nej - han kan og vil ikke forlade hende. Men det er også en form for apati eller tro på, at det ikke kan udvikle sig så galt som det gør. En følelse mange havde - og så ventede de til det var for sent.

Aarons historie er også historien om det jødiske Warszawas endeligt. Krigen, der rykker nærmere med flyene, der symboliserer destruktion og Aarons skriverier, der er en flugt ind i en anden verden.

Som med andre af Singers bøger beskriver han ikke Holocaust direkte. Han var i øvrigt selv flygtet til USA i 1935, og måske ville han ikke skrive om det, han ikke var vidne til. Måske var det en form for ydmyghed eller respekt over for dem, der døde? Han skrev mangt og meget om jødisk historie, kultur og identitet - men springer altid over de år. Ligeledes her, hvor epilogen foregår femten år efter krigen, hvor Aaron bor i USA. Han er en succesfuld forfatter, men har mistet Shosha under flugten ud af Warszawa.

Han rejser til Tel Aviv og møder andre overlevende, og de mindes det, der ikke længere er - uskylden, skyldfølelsen over at have overlevet, og minderne, der varer ved. Det er ikke hans bedste roman, synes jeg. Den er for langsom og detaljeret og alligevel mangler flere af personerne den dybde, han ellers er så god til at bygge op. Især Shosha, som jo er både titlen og centrum for Aarons moralske dilemma om at rejse eller blive, kommer ikke til at stå tydeligt nok. Men man er absolut sat tilbage til Warszawa - som det var engang og aldrig blev igen.

27 timer (Pigen, der overlevede) - Christina Ehrenskjöld

 

• Dansk
• 17. november
• 236 sider

Det kan virke som voyeurisme at læse en bog om noget så skrækkeligt som bortførelsen af den unge pige, som i 2023 blev et af ofrene for den person, der senere blev kendt som Korsørmanden. Men vi læser jo nyhederne, og vi fulgte med i retssagen. Vi har en retfærdighedssans, som tilfredsstilles, når en forbryder fanges og dømmes.

Ligesom så mange mennesker fulgte med og valgte aktivt at hjælpe med at finde den så unge pige, da det stod klart, at hun ikke var "forsvundet" på naturlig vis. Det var ikke en teenager, der havde behov for lidt fred og ro eller et eventyr. Det var en pige, der var taget, mens hendes cykel, taske og mobiltelefon lå tilbage i en grøftekant. En pige, der blot delte aviser ud, mens hendes familie sad til en familiefødselsdag og ikke anede, hvad der skete.

Men denne skildring virker ikke som voyeurisme, da den sobert udelader de detaljer, som pigen og hendes familie selv skal bearbejde og bære med sig livet igennem. Der blev heldigvis gjort et godt stykke arbejde i medierne for hurtigt at fjerne hendes præcise navn, og i bogen kaldes hun blot Karla.

Historien om de 27 timer hendes prøvelse varede, fokuserer derimod mere på forældrenes oplevelse og politiets fremskridt. Man kan ikke forestille sig, hvordan det må være - men man kan beundre den unge veninde, som så hurtigt reagerede, da veninden ikke svarede. Forældrene, som hurtigt tog afsted og politiet, som tog det meget alvorligt, da cykel, taske og telefon blev fundet uden pigen.

Vi følger primært en kronologisk beskrivelse af de 27 timer, men også den efterfølgende tid samt retssagen, der nu er sat et punktum for, da den anklagede har valgt ikke at anke dommen. Klogt valg!

Det giver også et indblik i, hvordan politiet arbejder - eller gjorde i denne sag - som desværre nok mindede dem om, at en anden sag ikke havde fået passende opmærksomhed tidligt nok, og endte med andet og langt mere tragisk udfald. Hele det apparat, der sættes i gang og hvordan politiet skal balancere informationer til familien uden at skræmme dem - men også forberede sig på et ulykkeligt resultat. Det havde forældrene dog rigelig tid til selv at forestille sig selvfølgelig.

Man ser også, hvor vidtrækkende blot 27 timer kan have. På deres liv i familien - men måske også på de naboer, der pludselig var under mistanke, og senere flyttede væk. Jeg undrede mig også over, at hele familien ikke kan få plads i retssalen, men må stå i kø med de almindelige nysgerrige. Det virker forkert! Ligesom det virker så ufattelig ubehageligt, at familien oveni alle traumerne skulle døje med skjulte telefonopkald både under og efter forløbet. Det ryster én.

Det er en hurtig læst bog, men også fordi den er intens og kondenseret i tidsrummet. Den respekterer alt det, den skal men forklarer også, hvad der reelt sker bag kulisserne. Man kan kun håbe den lille pige kommer videre.

Navnene - Florence Knapp

 

• Engelsk
• 16. november
• 352 sider
• Originaltitel: The Names

Er vi vores navn? Mange har nok hørt nybagte forældre sige, at de lige skal finde ud af navnet til deres barn - ligner det en Sofus eller en Jørgen? Er det mere en Emma end en Grethe? Udstråler navnet de egenskaber vi ønsker for vores barn eller kan det blive en hæmsko?

Jeg ved, at mine forældre - nok mest min mor - havde et andet navn i spil til mig. I dag ville jeg slet ikke kunne forestille mig, at hedde det. Det "passer" ikke til mig synes jeg. Men det er jo nemt at være bagklog.

Cora er også nybagt mor - for anden gang. Hun er gift med Gordon, som er en succesrig læge afholdt og respekteret af alle. De har den ni-årige datter Maia og nu en lille søn. Der er tradition for, at sønner skal hedde Gordon. Som faderen. Som bedstefaderen. Og det forventer Gordon også, at Cora vil melde til myndighederne, når han nu har overladt det til hende at gå derned alene. For han har ikke meget tiltro til, at Cora kan klare ret meget. Cora er undertrykt og udsat for hustruvold, og den lille Maia ved godt, at faderen er én, man skal passe på med.

Så da mor og datter går med barnevognen ned for at registrere navnet, taler de om det navn, der er valgt. Cora selv kan godt lide Julian, men Maia synes Bear er et rigtig fint navn. 

Indledningen i 1987 har således tre versioner. Den version, hvor Maia vinder og barnet får navnet Bear - det mest uortodokse valg for den dominerende Gordon. Den version, hvor Coras valg af Julian måske er mindre kontroversielt men stadig imod hans ordrer. Og endelig den version, som ville være det naturlige skridt i historien, og barnet bliver Gordon.

Over 35 år følger vi de tre versioner i spring på syv år - 1994, 2001, 2008, 2015 og 2022. Man kan jo regne ud, at med en så voldelig og dominerende mand som Gordon vil det uvægerligt skabe problemer med de to første versioner af navnet. Der er desværre ingen mulige lykkelige udfald på historien for dem alle. Men der er meget forskellige baner i livet for Cora og børnene afhængigt af om de bliver i livet med far Gordon eller ej.

Det er disse livsbaner vi følger og nok er det måske ikke deres navn i sig selv, der er afgørende men det valg Cora tog eller ej den dag. Et liv med eller uden en far eller en mor.

Jeg kunne godt lide, at livsbanerne ikke var kopier i tid og sted. Således at man i en version hører om faderen senere i livet men ikke i alle. Den ene beslutning får nemlig vidtrækkende konsekvenser, men der er stadig små hilsener til de andre livshistorier i form af personer, der krydses. Det er finurligt lavet.

Det er sent at debutere som forfatter som 48-årig, men Florence Knapp gør det med en fængende roman. Den udgave jeg havde, var med temmelig stor skrift, og med tre kapitler per syv-årig periode går det hurtigt. Jeg læste den på en hyggelig søndag morgen og aften - spændt på at se, hvor det hele endte for dem alle. Lad mig sige, at det ikke nødvendigvis er navnet, der i sidste ende bestemmer om vores liv er lykkeligt! Der var en god del spænding undervejs nemlig.